Et Foraars første Dag — — —
Om Grøften Viben tumler.
Hør Vingens Piskeslag!
Den bløde Engbund er saa lun,
og sommerligt det brumler
om gæslinggule Dun.
Oja! Hvor er her godt!
Paa Fjedre Engen gynger.
Kanske her er lidt vaadt.
Frisk Mod! Det vaade skader ej.
Solskinnet, hør! Det synger
for dig, for dig og mig!
Hør Solsorthannens Fløjt!
O, se, den er ej ene!
To Fuglenæb skreg højt.
To vilde Fuglehjærter skreg — — —
Et Møde mellem Grene,
et Nu i Elskovs Leg.
Vi drev omkring og saa
Hvad Tørveskær kan gemme
og Rør og visne Straa.
Vi fandt langs Grøftens Solskinskant,
smaa spæde Bellisbræmme,
og Vibens Æg vi fandt.
Mest Sødme har den Pil,
hvis Rakleblomster glinse
midt i en mild April.
Det ved den allerførste Bi,
som tumler ud før Pintse
af Kubens Vinterhi.
Vi stod i Hebrons Dal,
hvor Mælk og Honning drypper!
Vi sad i Solens Sal.
Og Blæsten fodrede sit Hors
langs Digets Krydderkrybber
med Duft af Pil og Pors.
Paa solet Mosebund
sker mangt man maa betragte;
og to gør sjældne Fund.
For to Par Øjne sanser mer
end et faar Held at agte — — —
To som i Selskab ser.
Halvskjult imellem Straa,
et Sted, hvor Kvæget kommer,
en Ø af Lava laa.
Et luevinget Folk vi fandt,
som fløj i Sol og Sommer
om Øens Cirkelkant.
Fløj op, fløj ned, fløj op,
uskyldige og trygge,
med slanke Ben og Krop.
Fløj blidtomslynget to og to,
red paa hinandens Rygge
i solberuset Ro.
Fløj ned, fløj op, fløj ned
og skinnede og lued
om Lavaøens Bred.
Ukendt de var med Tid og Død,
var Evighed, var Nuet,
var Salighed og Glød.
De Lykkeliges Strand,
i Sol og idel Sommer,
vi fandt ved Grøfterand.
Vi fandt i Græssets grønne Sø,
et Sted hvor Kvæget kommer,
Cytheres Solskins-Ø.