Den naadige Paaskesol har det Behag
at dvæle ved Husmandens Bakke i Dag;
og Husmandens Høns, som paa Ageren gaar,
sin Andel af Solkongens Herlighed faar.
I Slyngninger stiger mod Tronen af Ild
den svirrende Lærke, soldrukken og vild,
mens Bakken i gyldneste Fredsælhed venter,
at Sæden skal signe dens striglede Skrænter.
Sin Favn har den villig mod Vaarhimlen bredt,
fin, frisk, som en Strandbund saa riflet og redt.
Snart skal det velsignede Sædekorn trille
med Solskinnet ned i hver ventende Rille.
De braskende Haner, de skrabende Høns
har Kærlighedsvaner, som er deres Køns.
Men Solkongen ser som en smilende Fader
paa Hønsehusdrotternes fyrige Lader.
Og Fjerkræets Farver i Bakken vi kender;
i Solskinnet bliver de inderligt Venner.
Det sorte, det brune, det gule er blandet
symfonisk med Tørven og Leret og Sandet.
Saa festligt og fint ligger Skrænterne harvet.
Alt, Ager og Høns, er saa samhørigt farvet.
Hver Kam er saa gloende, Kødlappen svullen —
Hvor blomstrer de yppigt som Valmu’r paa Mulden!