Jeg blev født med en sød og forventningsfuld Higen
mod den mægtige Sol, som jeg drømte at naa.
Al min Vækst var en stille, ustanselig Stigen,
hver min Vaar som en Flugt mod det salige Blaa.
Stille stod jeg med Sne paa de iskolde Lemmer.
Sval og rolig og ren var min Sjæl, mens jeg sov.
Men jeg opstaar af Mulm mellem mumlende Stemmer,
naar den vandrende Vaar gaar igennem min Skov.
Anemonerne borer sig frem, hvor jeg træder,
og smaa blinkende Væld risler rundt om min Skrænt,
og omkring mig gaar Timernes tonende Kæder,
naar jeg genfødes fyldt af et Ursakrament.
Men ustanselig steg jeg mod Himle, som drog mig,
og hver Vaar bar mig nærmere Stjærner og Sol,
mens de sortnende Byger med Haglsvøben slog mig
og de spraglede Haner i Skovbrynet gol.
Som en Bro i det Blaa er min luftige Bue.
Som et Tin slutter Barkbrynjen stramt om min Arm.
I min Krone er Skjul for den rugende Due,
som vil rede sin Seng i en Kløft ved min Barm.
Se, min Ham er en Hymne af utalte Tunger,
ja, et tonende Orgel i Ætherens Blaa!
Men det store Tedeum min Krone udsjunger
kan kun Solen og Vaarnattens Stjærner forstaa.
Jeg er hel, jeg er herlig fra Issen til Hælen.
Men det hændte en Gang i de strømmende Aar,
at der gik mig et isnende Gys gennem Sjælen
— Det var den Gang jeg stod i min vældige Vaar.
Det var, da jeg blev grebet af Kraften og Strømmen,
da jeg steg over Bække og Blomster og Græs,
baaret opad mod Solen, mod Salighedsdrømmen,
fyldt i svimlende Smerte af Almagtens Pres.
Det var den Gang min Herligheds Time var kommen,
da jeg lærte min Lod ved et Ryk i min Rod.
Det var da jeg blev viet til Sejren og Dommen,
imens Jorden og Himlene sang i mit Blod.
Det var Sluser af Ild, det var rislende Vande,
det var Pintsen, som sønderrev Tungernes Baand.
Det var Fødsel og Død, som berørte min Pande —
— Fra det drømmende Muld steg der Toner af Aand.
Der var Kraft i den Muld, hvor min Stamme stod bunden.
Der var Ild i den Grund, hvor de muldfødte groer.
Da min Rod holdt mig fast var først Friheden vunden,
jeg var et med min Moder, den sejlende Jord.
Jeg var ét fra min Rod til min kuplede Krone,
og min Rod kendte Kronen og Kronen sin Rod.
O, da klang fra min Harpe den Evighedstone,
som kun Solen og Vaarnattens Stjærner forstod,
Og jeg blev en Forkynder i brusende Vælde.
Og mens Ragnaroks Haner i Tusmørket gol
og forkyndte hin Saga om Tidernes Ælde,
var jeg Foraarets Tolk under Stjærner og Sol.
Uden Brist i mit Sind, uden Svig i min Tale
er jeg Sandhed, ja, Sandhed fra Krone til Rod.
Og jeg staar som et Tempel i Daggryets Sale,
hvor Aarhundreder spandt deres Mos om min Fod.