Blev Alverden øde?
Vist blev den ej!
Grøn ung Grøde
groer langs Alfarvej.
Svigter Solen, Sangen —
Saamanden saaer,
iklæder Vangen
grøn, ung Vaar.
Det er Hovedsagen:
Ingenting skal dø!
Flyv som Dræ i Dagen,
frugtbare Frø!
Sene Vaar, udsaaet
midt i Aarets Skel,
som et Gry i Graaet,
som et blidt Farvel.
Som et Ja til Livet,
som en mystisk Pagt,
som et Offer givet
til en ukendt Magt.
Søde, unge Trøster,
sildefødte Nor,
di de tomme Bryster
hos en udpint Mor!
Græder du, min Spæde,
snydt for Lys og Leg?
Solskin og Glæde
har jeg ej til dig.
Ingen Svale smutter
om din klamme Lok.
Tappert dog du strutter,
tillidsfuld nok.
Drik af mine Brønde,
haardføre Dreng!
Frisk er din grønne
regnredte Seng.
Fryser du i Blæsten?
Barn — du lér,
stivfrossen næsten —!
Mor — det sner.
Kom, saa vil jeg pakke
om din kolde Kind
Nordpolnattens Frakke —
Sov saa ind!