Lærken har den lange Rejse vovet.
Vinteren har varet længe nok.
Muntert som en Dreng, der vel har sovet,
ryster Rugen Sneen af sin Lok.
Lytter i den lange
Dag til Klange,
kruser sig i Blæsten kold og kry.
Se, hvor Solskinstungen
slikker Ungen!
Lærker leger i hans Lokkers Ly.
Solen bager Bankens brune Sider.
God Mand, glad Mand kaster ud sit Korn,
som vidunderfuldt en Vaarnat skrider
op mod Maanekalvens gyldne Horn.
Højre Arm du svinger,
Livsfrembringer,
slynger Sæden ud mod Syd og Nord!
Tomme Marker grønnes,
alt forskønnes.
Evigheden aander i dit Spor.
Følg en menig Mand, som søvnfornyet,
karsk i Øjet som et Markens Dyr,
slyngende sit Morgenja mod Gryet
trodser Kulden under aarie Skyer.
Højt hans Haner kalder,
Gaarden gjalder.
Hør hans raske Raab mod Blæstens Pres!
Glad Mand gaar til Kampen,
Tr æskoklampen
tramper Takten langs det vaade Græs.
Markerne med genopstandne Røster
hilser deres Fosterfar og Ven,
som fra Rejsen langs de dunkle Kyster
er vendt karsk og kampglad hjem igen.
Toften, som du plejer,
glade Ejer,
aabner Favnen mod dig kendt og kær,
rystende den blanke
Kløvermanke,
mæt af Mørke, vaad af Nattens Vejr.
Lærken hørte, naar hans Le blev hvæsset.
Svalen saa ham sværtet tærske Slo.
Karlekry han skræver midt paa Læsset,
Ejer fra sin Skalle til sin Sko.
Langs de runde Diger
i hans Riger
har hans Fars og Farfars Træsko traadt.
Efter ham skal andre
Saamænd vandre — —
Mellem Fædre sover glad Mand godt.
Dog vi saa ham med formørket Pande
følge Myggesværmens Aftendans.
Gustent Græs gi’r mager Mælk i Spande
Denne Kvide voldte du, St. Hans.
Straaet staar og smægter,
men du nægter
Muldens Tørstige din Mildheds Tegn,
hører ej de Bønner,
som de stønner:
Kommer ikke snart den gode Regn?
Men en Tordenbløde efter Tørke
er som Guds Musik at lytte til.
Skønt at høre gemt i Kamrets Mørke
dette Frugtbarhedens Harpespil.
Glemt er glad Mands Kummer,
rig hans Slummer,
sval og dyb hans Verden som en Brønd.
Naadens Vande strømmer,
glad Mand drømmer — —
Alnaturen taler til sin Søn.
Intet Slet har snyltet paa hans Tanke.
Ingen Orm har bidt hans Hjærtes Blad.
Trofast over Hytten paa hans Banke
tindrer Tvillingstjærnen: God og glad.
Om ham groer der Glæder,
hvor han træder
under Skyer og høje Himles Hvælv.
Hør hans Sagas Gaade,
nem at raade:
Glad Mand tænker aldrig paa sig selv.
Hist paa Banken under blaagraa Pile,
hvor hans Mej red hænger i hans Lo,
skal engang hans rene Ansigt hvile
i en god og glad Mands skønne Ro.
Markerne skal kalde,
alle, alle:
Tro og tapre Tjener, kom herud!
God og glad Mand drager
langs sin Ager
hjemad til sin Sammenhæng — til Gud.
Ven, som tillidsfuld tør møde Dagen,
Livet smager lifligt i din Mund.
Ak, for Tillid er jo hele Sagen,
Rankens Rod i Evighedens Grund.
Tillid har du, Broder,
til vor Moder,
redebond du hørte hendes Røst.
Saamand, som hun tugter,
hendes Frugter
svulmer skønne i din Kurv ved Høst.
Nærm dig, danske Dreng, med Agt og Ære
Tærsklen, hvor en god og glad Mand boer.
Sæt dig ved hans Arne for at lære,
slut ved ham din Pagt med Danmarks Jord
Lovene, han skriver,
var og bliver.
Fremtidsfrøet flyver fra hans Haand.
Jorden har han diet,
muldbefriet
vandrer gennem Slægterne hans Aand.
Fred og Frugtbarhed for fuldbragt Saaning!
Herlighed og Held for Folk og Fæ!
Flaget vajer over glad Mands Vaaning.
Skøn er Hvilen under Livets Træ.
Fryd dig, Abel, Jahve
ser din Gave!
Baalet brænder blankt paa Bankens Top.
Stræk din Krop ved Kilden!
Offerilden
stiger mod hans Trone lodret op.