Augustnat! Ødsel Stjærnepragt!
En Lugt i Natten af Levkøj.
Halvmaanen gik sin kolde Vagt
Og Stjærner faldt, og Stjærner fløj
I Øst og Vest! I Vest og Øst!
Og stod jeg paa den dunkle Jord
og saa den store Stjærnehøst
og kom i Hu et halvglemt Ord.
Augustnat! Ødsel Stjærnepragt!
Sydsjælands Piger saa jeg staa
med deres hvide Struber strakt
op mod det kolde Stjærneblaa.
En Lugt i Natten af Levkøj,
iblandet Lugt af Muld og Høst.
Og Stjærner faldt og Stjærner fløj
i Øst og Vest, i Vest og Øst.
Men naar de saa, en Stjærne faldt,
som om den hemmelig fik Bud,
sa’ Pigerne: Nu blev der kaldt
paa en, som skynder sig til Gud.
Og Ordet fulgtes af et Gys.
Og Pigens Ansigt, kendt og kært,
fik i det hvide Maanelys
et Skær af noget fjærnt og sært — —
I Øst og Vest! I Vest og Øst!
Og stod jeg paa den dunkle Jord
hvor Kejser Død holdt Kæmpehøst,
og kom i Hu hint glemte Ord.
Og saa dem skynde sig til Gud — —
En Høst i Hob, uhørt, utalt!
Og den, og den, og den fik Bud — —
Og der blev hele Natten kaldt.