I
Jeg har sagt dig, at jeg elsker dig. Jeg ved, at du har hørt det.
Jeg har sagt det, og nu ved jeg det, jeg vidste det ej før.
Jeg har sagt det, og maaske vil du forbyde mig din Dør
og maaske, du stolte, lader du, som ej du havde hørt det.
Jeg fik sagt det ved Souperen, hvor dit Smil var som det Smykke,
der er uforfalsket ægte mellem Godtkøbsvarers Flok.
Og du hørte det, jeg ved det. Og jeg synes, det er nok —
blot at sige, at jeg elsker dig, du dejlige, var Lykke.
Men nu fyldes jeg med Undren, naar jeg mindes de Sekunder —
Du blev tankefuld og stille, mens de støjed rundt omkring.
Men vær rolig, stolte Frue, de bemærked ingenting —
Og i Øjeblikket efter var jeg spøgefuld og munter.
Aa, men atter maa jeg undres, naar jeg mindes, jeg har sagt det!
Aa, men atter maa jeg drømme om dit tankefulde Blik!
Hvor dit Ansigt var alvorligt! Du betragted mig og gik —
og mit Hjerte blev saa stille. Det var sket; jeg havde sagt det.
Hvad forlanger jeg saa mere? Jeg har sagt det, du har hørt det.
Hvad forlanger jeg saa mere? Blot at se dig, blot at se!
Men forbyd mig ej at se dig. Jeg kan spøge, jeg kan le,
som jeg aldrig havde sagt det, som du aldrig havde hørt det.
Men du tav. Og du blev adspredt, mens de andre lo og støj ed —
Jeg har hørt, at Elskov smitter. Om min rørte ved et Savn,
som dit kyske Hjerte skjuler, som du aldrig selv gav Navn!
Du, livis Hjerte ej har elsket, du, hvis Mund har aldrig løjet —
Jeg maa se dig! Jeg maa se dig! Nu i Aften! Er du hjemme?
Er du ene? Er du ude? Har du fremmede til The?
Ligemeget! Jeg maa se dig! Hvad der videre vil ske — —?
Ved mon jeg det? Ved mon du det? Lad vor Skæbne nu bestemme.
II
Han ser ud, som han er god, og han har milde, brune Øjne.
Og hans Smil er ej som andres. Hvorfor aner jeg deri
noget dybere og skønnere? En Sjæls Melankoli,
som er ene mellem mange og foragter deres Løgne?
Aa, jeg lyver, hvis jeg nægter, han var andet, han var mere
end de mange sorte Kjoler med det blanke Skjortebryst.
Det er sandt, jeg saa ham gerne, og jeg kendte straks hans Røst,
og jeg læste i hans Blik, at han forstod mig. Var der mere?
Var han med i mine Drømme? Mine Drømme! Naar de flygter,
er der andet saa tilbage end mit Vemod og mit Suk?
Han ser ud, som han er sandru, naar han smiler, er han smuk —-
og han siger, at han elsker mig. Jeg tror det, og jeg frygter.
Der er Dybder i mit Hjerte, hvor min Tanke ikke hunder.
Jeg forvilder mig i Egne, hvor det ubevidste gror.
Som i Drømme kan jeg hore ham, hans Stemme og hans Ord —
Aa, mit Hjerte, hvorfor lytter du og krymper dig derunder?
Om jeg rejste! Hvis jeg rejser, vil han tænke, at jeg flygter.
Ja, men flygter jeg da ikke? Hvorfor flygter jeg? For hvad?
Der er andre, som har elsket mig. Var jeg da mindre glad?
Er det dig mit eget Hjerte, for hvis Banken jeg nu frygter?
Hvorfor blev jeg her alene? Soiréen? — Soiréen —
Soiréer og Theater! Blot det samme om igen!
Jeg er vammel ved det hele. Lad de andre gaa derhen!
Jeg er ene, jeg vil drømme. Kom der nogen i Entréen?
Hvorfor banker du, mit Hjerte? Det er ham! Det er hans Stemme!
Hvorfor banker du, mit Hjerte, naar du hører denne Røst?
Hvorfor banker dog mit Hjerte? Vær dog stille i mit Bryst!
Skal jeg blive? Skal jeg flygte? Nej, lad Skæbnen nu bestemme!