Af Dæmringens Stilhed hun stiger
og tøver som Dagningens Fjed,
naar Tusmørket bævende viger
og Stjærnerne blegner derved.
I Skovbrynet studsende staar hun
og lytter paa dvælende Fod.
Og søvngængersmilende gaar hun
sin ventende Skæbne imod.
Lad hvem, som formaar det, kun smykke
med Vinløv og Roser sin Brud —
Den Dæmringens dvælende Lykke,
maa længes af Stilheden ud.
Og havde jeg renere Hænder,
saa fik jeg dens Ansigt at se.
Men den, for hvis Øjne den brænder,
skal synke i Knæ for dens Ve.
Saa smertelig, sød og blufærdig
en Løndom den har om sin Mund.
O Lykke, som ingen er værdig,
at se i Forvandlingens Stund
O Længsel som aldrig tør tie,
som higer mod det, som den var,
som vokser, saa tit den maa bie
og kræver det eviges Svar!