Med snehvide Klokker de kimer.
Den hellige Paaske er nær.
Sødt svulmer nu Skovenes Træer.
Og blanke blev Dagenes Timer
og dvælende Aftnernes Skær.
Af Stjærnerne først blev de fundne.
Det kølige Ny har dem døbt.
Dets Stilhed omkring dem er svøbt.
Af Frostnattens Skød er de rundne,
dens Kulde har Klokkerne støbt.
Før Paaske vi pirker med Stokken
af Tøsne den kuldskære Vaar —
Saa vinterlig hvide de staar,
syv, otte smaa Søstre i Flokken,
trykt sammen som frysende Faar.
Forfrosne de gyser i Graaet,
en Vaar, som hos Vinteren boer.
De lugter saa karsk af dens Jord.
For lunt under Sne har de staaet —
langs Grøfterne smelter dens Spor.
Med Øjne som Stjærner vi fandt dem
ved Barndommens Grøfter saa tidt.
Til Paaske de ringede blidt.
Nu savner jeg, standset iblandt dem,
et blinkende Gry, som var mit.