Det bliver Aften i Nordens By —
De blanke, nytændte Lygter bæver.
Paa Nattens Tærskel et Foraar svæver
og tør ej blive og vil ej fly.
Og er en ængstelig Pigeaand,
som rækker Norden en kølig Haand,
og staar og lytter i Aftenlys,
og svinder bort i et Kuldegys.
Helst vil hun staa mellem store Træer
og spise Draaben paa kolde Kviste.
Men alle blundende Knopper vidste,
at hun den Evige var dem nær.
Paa Himlen tegner sig tyst og tæt
et sagte svulmende Drømmenet.
Derinde dier et Foraarskuld
i Fosterstilhed af Luft og Muld.
Hun er i Aften kun Byens Gæst.
Hun sænker Sødme i Vintersjæle.
Og som en Sang vil hun gærne dvæle
i unge Øjne, som ser mød Vest.
Og Nyet er hendes gyldne Negl
og tusend Ruder det blanke Spejl,
hvor hendes kølige Skønhed lyser
og blegner bort som en Drøm, der fryser.
O, Himlen er som en Blomsterskaal,
hvor hvide, svulmende Roser gløder,
mens Vaar og Vinter hinanden møder
imellem Aftenens blanke Baal!
Fri stiger Tanken ad gyldne Broer
mod fjærne Himle, hvor Lyset groer.
Men koldt i Vester en Stjærne staar —
Det er dit tindrende Hjærte, Vaar!