Som aarle vaagnede Haner,
der galer mod Foraarets Gry,
staar Torves Tulipaner
og farver en vintergraa By.
Ak, disse straalende Fugle,
som over Torvene gol,
de røde, hvide, gule,
har drukket al Dagenes Sol!
Is blomstrer paa Morgenens Rude —
Nu drejer Vorherre sit Rat
og svinger om Pynten sin Skude
mod Jævndøgnstormenes Nat.
Nu orgler Svanen fra Vaagen
hvor Sælen ved Isranden gøer,
og Kulden og Snetykningstaagen
erobrer tilsneede Øer.
Det knirker i Frostens Skanser,
det tordner fra Vandenes Bro,
naar Vinteren knaldende standser
sin Kane ved Kyndelmis’ Kro —
Den hvide Vinter i Byen
faar Morgenen bare at se;
men Kanerne kører paa Fyen,
og Jyderne skræver i Sne.
Nu fryser Roen i Kulen
og Hjærtet i Jærnpumpens Liv.
Og Hesten fik Rim om Mulen,
og Kulden sleb Egg paa sin Kniv.
Spurven, som stivner i Frosten,
søger i Tagskægget Læ.
Vandtruget under Posten
blev til en blinkende Bræ.
Slank flyver Vinterens Svane —
Paa Ruden staar Frostnattens Rids.
Nu kører Aaret sin Kane
ud af din Stald, Kyndelmis’!
Tanken i Stuerne stænges
trangt som i Syndflodens Ark.
Duer bag Lugerne længes
ud i en nysaaet Mark.
Blegere Dagene hælder —
Vinteren trækker mod Nord.
Fjærnere dumrer dens Bjælder
Sneen har Lapper af Jord.
Snart bliver Aftnerne blanke,
og Børnenes Stemmer som ny.
Dvælende lytter vor Tanke
og aner et listende Gry.
Mangen en landsbyfødt Frue
aabner sit Vindu paa Klem.
Mangen en hastende Due
flyver i Aftenen hjem.