Sneen er Sne, og den sneer.
Hvorfor svarer du, Hjærte,
slet intet mer?
Timerne svinder saa golde,
Stjærnerne blinker saa kolde.
Er Liv kun Leer?
Kom du i Vinterens Vold?
Rørte en Skygge din Verden,
saa den blev kold?
Har du bag Dagen, den lyse,
hørt de Forglemte, som gyse:
Graven er gold.
Graven! Er Graven da alt?
Vist skal du blegnende smage
Dødssmertens Salt.
Vist skal den Gavmilde tage
alt, hvad han gav dig, tilbage.
Men — der blev kaldt.
Sløve, som slet intet seer.
Bliv, blev der sagt, og saa blev det.
Hvad vil du mer?
Fatter du hvad det betyder?
Magten i Mulmet, som byder:
Ske! Og det skeer.
Er du den Vise, der veed,
hvordan hint Frøkorn i Jorden
skiltes og skred?
Frø bliver Ege og Birke.
Fik du kanske om det Virke
særskilt Besked?
Ske! Blev der sagt. Og det skeer.
Blommen i Ægget fik Vinger,
Klør, Næb og Fjer.
Svang sig en Morgen fra Reden,
kredser som Høg over Heden —
Kræver du mer?
Kender du Kræfternes Spil?
Saa du i Allivets Løndom
Liv blive til?
Stod du bag Stjærnernes Buer?
Har du ved Ildstedets Luer
seet, hvad Gud vil?
Saa du hans Sejl og hans Brev?
Kunde du undfly de Love
Almagten skrev?
Kunde du nægte at komme,
da der blev kaldt i det Tomme?
Bliv! Og du blev.
Hvor var du henskjult den Gang?
Hørte du noget hinsides
Solskinnets Sang?
Meddel os lidt af din Viden.
Sig, hvordan var det med Tiden,
faldt den dig lang?
Timen var tusende Aar.
Evighedsklokkerne ringer:
Alt, alt forgaar.
Tusende Aar var en Time.
Evighedsklokkerne kime:
Alt genopstaar.
Seer du det salige Gry?
Sneer det? Ja Æbleblomstblade.
Alt blev paany.
Bundløs er Foraarets Naade.
Frelst ud af Vinterens Vaade,
did tør du ty.
Hjærte gaa lydig til Ro!
Bøj dig i Tillid for Loven!
Tillid er Tro.
Ej skal bag Tæppet du titte,
nyfigen famle og fritte.
Liv er at gro.
Opløft dit Ansigt og se!
Tavshed, ja, blomstrende Tavshed,
Stjærnernes Sne.
Agre af Evighedsgrøde —
Frugtbare Børn, som de føde,
storme og le.
Ingen fik Undrene talt.
Evig gaar Eva i Eden:
Kom! Blev der kaldt.
Kom! Og der staar hun fornyet,
Søster til Græsset og Gryet,
lifligst af alt.
Herlighed, kalder du: kom!
Kommer jeg lydig at tage
atter min Dom.
Vort er det Hjærte, der stormer,
Dine de Hænder, der former
Livsleret om.
Ære og Tak for din Sne!
At du lod Himlens og Jordens
Undere ske!
At du lod Ægget faa Vinger,
at vi din formende Fingers
Frugter kan se!
Ære og Tak at du bød!
At du i Evighed kaldte:
Bliv! Og alt lød.
At du i Evighed kalder,
kalder, mens Stjærner nedfalder,
Liv ud af Død!