Kvidrer med den svale Røst,
er du vendt tilbage,
Lysets tørstende til Trøst
efter Mørkets Dage!
Elsker, er du her igen,
Hjærtet flyver mod dig, Ven.
Ak, hvad skal en Synder sige
Du usvigelige!
Tappert fløj du helt herop
lange, lange Veje
over Alpens Gletsjertop
til dit svale Leje,
redte paa den kolde Eng
hendes stille Rugeseng,
steg og genfandt alt fornyet,
kvad for Gud og Gryet.
Fra og til, og op og ned,
vildt du raser, Lille.
Liflige, dit Hjærte veed,
hvor det har sin Kilde.
Fri du stiger, salig Aand,
o, men lønlig ved et Baand
himmelhøjt i Lys og Lue
fastholdt — til en Tue.
Svømmer med Guds Herlighed
spejlet i dit Øje,
du veed luende Besked
om en dunblød Køje.
Et Sted skal vort Hjærte bo.
En, der vaager tavs og tro,
lytter mellem Kløverklynger,
Elsker, mens du synger.
Troskabs Glød blev i dit Blod
Lys og salig Lue.
Toneblomsten har sin Rod
i den lille Tue.
Derfra bærer du din Tro
langs din Trilles Perlebro
lige ind i Morgenrøden,
tro, ja, tro til Døden.
Indgød jeg hvert Vers en Glans
lig et Perlesmykke,
var den kosteligste Krans
fattig mod din Lykke.
Himmelstormer, Græssets Søn,
aldrig steg en Morgenbøn
tindrende som din, du Søde,
Østens Lys i Møde.
Tillidsfuldt, som Græsset groer
om din Dugalkove,
trofast mod Guds svale Jord,
lydig mod dens Love,
vidner du for Sol og Sky,
at din Lovsangs pure Gry,
Jordens fryderige Stemme,
har i Græsset hjemme.
Lifligt er dit Mæle, Jord,
døbt af Lysets Strømme.
Vældet, hvor din Tillid groer,
skal ej Tiden tømme.
Frisk er Evighedens Røst.
Kilden risler fra dit Bryst.
Jubler paa din Straalestige
aabn os dit Guds Rige!
Vesperklokke, Ottesang,
kærere end Malme
var for mig den Røst, der klang
fra din skyldfri Salme.
Lad mig møde denne Fryd
som den første Livets Lyd,
hvis jeg af min Søvn fornyet
glad skal gense Gryet.
Savnede, du kom igen
efter Mørkets Dage.
Hjærtet flyver mod dig, Ven,
ak, men ser tilbage.
Veed jo, hvad du ikke veed,
salige Uselviskhed.
Ak, hvad skal en Synder sige
Du usvigelige!