Mens Livet daadløst, monotont
For Fangerne henglider,
I Sundeved man seierrigt
Mod Overmagten strider.
To varme Dage har vi havt,
To hæderfulde, smukke;
Den Krands, der smykker dem, skal man
Forgjeves ville plukke.
Mens Livet her pulserer med
En Kraft, der Alt fortrænger.
Ret som en Flod, der svulmer stolt
Og hver en Dæmning sprænger:
I Fangenskabet sygner det,
Og Blodet dosigt rinder.
Lig Floden, der i Sandet mat
Sig taber og forsvinder.
I Slesvig rykker Hæren ind,
Af Kamplyst Alle brænde;
Een Villien er: at holde Stand
I hvad der end skal hænde.
Med eet man Ordre faaer at gaae
I Jylland op itide
Bag Kongeaaen. Ja hvorfor?
Det maa Vorherre vide!
Men det jeg veed, at mangt et Blik
Med Vredestaarer brændte
Den Morgen, da i Negn og Slud
Vi Slesvig Ryggen vendte;
Og det jeg veed, at mangen Haand
Sig knyttede forbittret.
At mangen Leede dirred bleg,
Og mangt et Hjerte zittred! —
— — Vi er i Veile. Mellem Skov,
Ved Foden af en Bakke
Og udfor Fjorden ligger smukt
Et Huus, flankeert af Stakke.
Paa Marken skraaes for Gaarden har
Man Linier traceret;
Der indenfor er under Vagt
En Deling Skyts placeret.
Det er en ægte Sommerdag
Med Summen, Flagren, Vrimlen,
Med Solguld og med blanke Straa
Og Sølverskyer paa Himlen.
See Haveporten smykket er
Med Faner, Baand og Krandse,
Og Fjælevogne rulle for
Med Piger, der vil dandse;
Men foran Porten staaer en Flok
Af røde „Tollerister”,
Der hjælpe dem af Vognen ned, —
Dog tidt dem Fanden frister!
Saa hører man et dygtigt Smæk,
Der følges af en Fnisen;
At Tonen ei skal blive stiv.
Helst strax man bryder Isen.
Gemytligt fra den grønne Plads
En „Rundtenom” nu klinger;
Med Trampen og med Nævedask
Rask Pigerne man svinger;
Og den gjør sine Sager bedst,
Som, hvergang Dandsen tier,
Sin Dame gi’er det bedste Dask,
Der gjennem Skjørtet svier. —
— Lidt borte fra den vilde Larm
En Flok af Officerer
Har leiret sig omkring et Bord.
Der flinkt man poculerer.
Med Flasker og med fyldte Glas
Man rundtom krandser Bordet;
Parlamentarisk gaaer det til,
Man giver, negter Ordet;
Men Den, som Ordet gives, han
Afbrydes strax paa Timen,
Og Den, det negtes, snakker fort
Trods Præsidentens Kimen.
Med eet en Bifaldsstorm opstaaer,
I Hænderne der klappes:
„Vor Senior har Ordet!” — „Saa?
Derom skal vi nok nappes!”
Ja virkelig! det er jo ham,
Vor Lieutenant! kun lidt mager,
Om muligt og lidt mere tvær,
Selv Vinen ei ham smager.
„Jeg har ei Lyst! lad mig i Ro!
Som sagt jeg gjør det ikke.” —
— „Det gaaer tilbage, Hakon! klink!” —
— ”Jeg gider ikke drikke.”
Et Horn nu klinger udenfor,
Men Ingen til det mærker.
Thi Dandsens vilde Lystighed
Bestandig sig forstærker.
— „Det er igjen den lille Fyr,
Der spøger om i Panden!
Naa, vær nu glad! han kommer nok!
Drik blot.” — „Han kommer Fanden!”
Nu klinger Hornet mere kjækt.
De tykke Bryn han rynker;
Han løfter Hovedet; men snart
Paa Haanden ned det synker.
„Han kommer nok!” — „Hør, veed I hvad,
Ifald han kom tilbage,
Jeg vilde reent forsværge meer
En Draabe Viin at smage.”
Da lyder Hornet tredie Gang.
Hør, hvor det klinger prægtigt,
Hvor rundt og blødt! Det lokker ømt,
Det kalder stærkt og mægtigt!
Han reiser sig. Hans svære Krop
Saa stærkt mod Bordet tørner,
At Glas og Flasker styrte om
Paa alle fire Hjørner.
Han styrter hen mod Havens Port;
Den tykke Kromadamme
Og fire Dandsepar paa Rad
Han vælter med det Samme.
Nu seer han ham! Et Spring, saa har
Drengen han i sine Arme!
Han trykker ham, han knuger ham,
Saa Gud maa sig forbarme.
„Min egen Purk! min Hjertens Dreng!”
Af Glæde knap han sandser.
„Ih din Hallunk, din Djævels Knegt!”
Han synger, og han dandser.
Men Drengen jubler høit i Sky
Imellem Graad og Latter:
„O Gud skee Lov, jeg fandt Dem dog!
Hurra, jeg har Dem atter!”
„Hvad Dem og Dem! det er jo Vaas,
Husk paa, jeg er din Fatter!”
— „Ja det er ogsaa sandt! Ja vist!
Hurra, jeg har Dig atter!” —
— „Og Du er knebet ud, Mosiø,
Fra Tydsken muttersene?”
— „Ja der var ikke andet for,
Det skulde jeg nok mene.
„Først vilde de mig fiske, men
Det gik kun meget daarligt;
Saa meente de, det bedre gik,
Naar man mig tog alvorligt; —
„Saa maatte jeg ei læse meer,
Det gik mig svært til Hjertet! ....
— „Ih det fordømte Pak!” — „Ja Du
Kan troe, at det mig smerted.
„Saa kom det Allerværste dog!
Paa engang de mig skilte
Fra ham, til hvem i al den Tid
Min hele Lid jeg stilte” ....
— „Fra hvem?” — „Ja ham Du kjender ei,
Men aldrig jeg ham glemmer.
En ung Student, der lærte mig
Saameget, som jeg gjemmer.
— „Ih Gud velsigne ham, den Sjæl!”
— „Saa blev det mig for broget,
Og saa” .... — „Saa stak Du af!” — „Javist,
En Morgen, det var taaget.”
— „Er nu Du glad?” — „Ja det troer jeg! ....
Dog glad? .... nei ikke rigtig! ....
Min stakkels Mo’er .... jeg veed, hun er
Saa ængstlig, saa forsigtig!” —
— „Hun har det godt! frisk som en Fisk!”
— „Hurra! det var det Bedste!
Og Fa’er?” — „Din Fa’er? ... Jo vist ... han har
Det bedre end de Fleste —
„Du spørger mig formeget, Du!
Og jeg staaer her og prater —
Kom, vi maae ind og hilse paa
De gamle Kammerater.”
Saa dandser han i Haven ind
Med Drengen paa sin Skulder —
Eia! hvor bliver der med eet
Om Bordet Larm og Bulder.
Men Drengen flyver som en Bold
Fra Favn til Favn i Flokken.
De ruske ham, de knibe ham,
De trække ham i Lokken;
Han jubler høit: „Hurra! Nu kan
Jeg mærke, jeg er hjemme!”
Da klinger gjennem al den Larm
Den Gamles Stentorstemme:
„Hold inde, Kinder! hør, jeg bli’er
Med eet saa tør i Halsen;
Jeg troer bestemt, det kommer af
Den Dandsen og den Valsen!
„Niels Sengeløse! hoi, kom hid!
Slip Tøsene saalænge! ....
Du kniber ikke — hele Syv!
Du staaer ei til at trænge.
„Hent mig herned den store Kurv,
For Tørsten er uhyre;
Og kjør saa Batteriet op!
Du protser, og vi fyre.”
— „Jo vel, Hr. Lientenant!” — „Stop, min Søn! —
See her! der har Du Penge.
Kjøb meer endnu, ifald vi til
Reserven skulde trænge.”
— „Jo vel, Hr. Lientenant!” — „Muntert Børn!
Iaften vil vi stikke
Paa Varerne saa jevnt og tæt,
Iaften vil vi drikke;
„Nu har jeg nippet længe nok
Saa smaat af Fingerbøllet —
Iaften skal jeg vise Jer,
Hvor David kjøbte Øllet.”