En Maaned gik, og dette Sted,
Der Qval og Jammer huser,
Er for de To forvandlet til
Et Hjem for alle Muser.
Et Pandæmonium det blev,
Et Tempel, i hvis Gange,
Af Løvet hvalte, hver af dem
Reent glemmer, han er Fange.
Dog snart de mindes skal derom.
Det Aften er, og Talen
Gaaer meer og meer istaae. Man tyer
Saa smaat til Sovesalen.
Da høres der paa engang Raab
Og Tummel trindt i Staden;
Dragoner sidde op i Hast
Og jage gjennem Gaden.
Folk stimle til; fortvivlet de
Omkring i Mørket rende:
„De Danske komme! Bort, afsted!
Tjæretønderne brænde!”
I Lazarethets Stuer snart
De samme Raab gjentages
Og hilses der med Glædesskrig:
„Hurra, hurra! det dages!”
Fra Sal til Sal, i kraftigt Chor,
Accompagneert med Hyl og Skraal
Af Hospitalets Koner.
Selv Vaagekonen Paa de Treds
I Kjældren vil sig skjule:
„Mod Fruentimmer er de værst,
Jeg kjender dem, de Fugle!”
Ved Dag det hele Lazareth
I Hast evacueres;
De Saarede paa Vogne flux
Til Rendsborg transporteres.
Og hovedkuls af Byen ud
Flye Folk i store Skarer —
At blind Alarm det Hele er,
For silde man erfarer.
— Det er alt høit paa Dagen, da
Man øiner Rendsborgs Volde;
Chausseen oversvømmet er,
Og Vognene maae holde.
Ind over Fæstningens Glacis
Man ad en Markvei ruller,
Mens Fæstningen man bander smaat
Og Veiens dybe Huller.
De svære Ravelins, de langt
Fremskudte Udenværker
Og stærke Bastioner man
Halv ærgerligt bemærker.
I Neuwærk seer man lange Trains
Af Vogne med Fourrage,
Ammunition og Proviant,
Materiel, Bagage.
Her Uniformer myldre om
Fra alle Tydsklands Stater,
Hannoveranere især,
Badens’re, Hanseater;
Og munter Sang man høre kan
I alle Byens Gader,
Men „Schleswig-Holstein stammverwandt”
Er banlyst, som det lader.
De „meerumschlungne” Sønner sky
Omkring paa Gaden luske;
Det er som om ved hvert et Skridt
Den brudte Eed de huske!
Paa Hovedvagten mynstres nu
De Fangne for at bringes
Med Vagt hen til „Holsteinsches Thor”;
Af Porten ud der svinges.
Vor lille Ven er ikke med.
Der staaer han midt paa Broen
Og taler med en Officeer
Med Haanden til Chakoen.
Det er en ældre Mand med dyb
Tungsindighed i Blikket:
„Hvor kommer Du paa dette Navn?
Hvem har derhen Dig stikket?”
— „Jeg loved En, der nu er død,
Et Bud fra ham at bringe.”
— „Fra ham ... min Søn! ... Saa det er Dig!” ...
Med Magt han maa sig tvinge.
Han vinker ad en Officeer,
Hvem Noget han befaler.
„Den Herre vil ledsage Dig,
Følg kun med ham!” han taler.
De følges ad. En prægtig Gaard
Omsider dem modtager;
Forbavset seer den Lille paa
De kostelige Sager.
Igjennem al den Herlighed
— Hvis Navn han ikke kjender —
Af Bronzer, Vaser fører dem
I Haven ned en Tjener.
To unge Piger sidde der,
Af Gyldenregn beskygged’;
Dem Begge med sit Rosenlys
Har Livets Morgen smykket.
Den Ældstes Øie tyder paa,
At indenfor det stormer;
En kulsort Dragt omslutter rigt
De fyldige, stolte Former.
Den Yngre, knap et Tolvaarsbarn,
I Sørgefloret hyllet,
Er lig en Rosenknop, der blev
En Vinternat fremtryllet
Hun læser flittigt; Haanden let
Den fine Pande strøifer
Men Søstren syer — nei hvilken Hær
Af fortrødgyldne Sløifer!
Nu er hun færdig. Een af dem
Paa Brystet stolt hun hefter:
„Kom, Emmy! Her er een til Dig,
Du brænder vist derefter.”
Den Yngre seer i Bogen taus,
Som om hun Intet hører.
„Kom, skal jeg fæste den! See blot
De deilige Couleurer!”
Hun lægger Bøgen og staaer op:
„Charlotte, lad det fare!” —
— „Du kan faae to, ja fleer endnu!
Du skal slet ikke spare.”
—„Nu er Du ond!”— „Naa skynd Dig, kom!
— Med Ild i sine Blikke
Hun svarer heftigt: „Heller døe!
Slip mig! Jeg gjør det ikke.”
— „Men Emmy da!” — De dunkle Bryn
Til Storm sig trække sammen; —
Da kommer Officeren til.
Det slukker hurtigt Flammen.
Han kysser varmt den Ældres Haand,
Men ændser knap den Mindre;
De Blik, der flammed nys saa vredt,
Nu ømhedsfulde tindre.
De tale sammen — hvilken Ild
I disse dunkle Stjerner! —
Hun vinker ad vor lille Ven,
Der sig beskedent fjerner.
„Kom nærmere! Saa det er Dig,
Der lovet har at bringe
Min kjække Broders sidste Suk?” —
Sin Graad hnn maa betvinge.
„Hvorledes døde han? fortæl!
Trofast, det kan jeg vide,
Trofast imod den gode Sag,
Hvorfor vi Alle stride?” —
— „Trofast imod den gode Sag,
Det troer jeg!” svarer Drengen.
Et lille Blad han tager frem:
„Det skrev han selv paa Sengen.”
— „Min Broders Haand! Mig synes alt,
Jeg høre kan hans Stemme!”
— „Charlotte, læs!” — Hun læser høit:
„I Elskede derhjemme!
„Min sidste Tanke søger Jer
„Og mine sidste Sukke!
„Tak Gud! En dansk og trofast Haand
„Vil mine Øine lukke.”
Var det Fortvivlelse og Sorg,
Der hendes Stemme qvalte?
Var det Forbittrelse, der sig
I hendes Miner malte?
Bleg som et Liig Papiret hun
I Haanden knuger sammen;
Sig Officeren bort har vendt
Som for at skjule Skammen.
Men Søsteren har foldet fromt
De fine Barnehænder;
En brændende, en stille Tak
Til Himmelen hun sender.
Vor lille Ven staaer som en taus
Tilskuer af det Hele
Og venter, at den sorte Sky
Igjen sig vil fordele.
Den ældre Søster har igjen
Sin Fatning sig tilkæmpet.
Hun siger til ham med en Røst,
Der er af Smerten dæmpet:
„Vi er i Gjeld til Dig. Du har
En Døende bragt Lindring,
Om hvem vi Alle gjemme vil
En smertelig Erindring.
„For at betale denne Gjeld
— Her løfted hun sin Stemme —
Min Fader tilladt har, at Du
Maa være her som hjemme.
„Dit Værelse Du faaer; Du kan
Gaae ud, naar selv Du lyster;
Du spiser ved vort eget Bord ...”
Paa Hovedet han ryster:
„Jeg takker, men jeg er kun vant
At leve blandt Soldater
Og troer, at bedst jeg trives hos
De fangne Kammerater.
„Jeg ønsker derfor kun, at jeg
Maa dele deres Skjebne.”
— „Sæt den bli’er haard.” — „Saa faaer jeg jo
Med Taalmod mig at væbne.”
Hun seer paa ham med Stolthed; frem
Et Smiil hun vil forcere:
„Du har din Villie, farvel!
Vi sees vist ikke mere.”
Den Yngre seer paa ham, som om
Hans Træk hun dybt indprenter:
„Vi sees igjen, det veed jeg vist,
Husk paa, at jeg Dem venter.”