Paa Leerbæk Mark, en lille Miil
Fra Veile, staaer Armeen;
Musiken spiller; rundtomkring
Det klinger i Quarreen.
De blanke Vaaben glimre smukt.
De røde Faner suse
For Vindens Kast, og Jubelraab
I Strømninger frembruse.
De gjælde Kongen. See, han staaer
Igjen blandt sine Kjække,
Imellem dem, hvis Syn hos ham
Maa tusind Tanker vække.
Han staaer blandt dem, der kæmpet har
For ham, den Kongefødte,
Blandt dem, der for hans gode Ret
I Nødens Time blødte.
Han staaer blandt dem, der slog en Kreds
Om ham, den haardt Forsøgte.
At trygt sin tunge Kongepligt
Han hjemme kunde røgte;
Hvad Under, om den flade Mark
Sig hvælved til en Kirke
I denne Stund om ham og om
Hans levende Dannevirke?
Hvad Under, at en hellig Gru
Greb ham og greb dem Alle?
Hvor der blev tavst! Man høre kan
Et Blad til Jorden falde.
Nu taler han bevinget, varmt.
Alt, hvad hans Sjæl bevæger,
Fra Læben strømmer jevnt og smukt,
Og Sindet mildt det qvæger.
Saa deler Hæderstegn han ud
Til Høie og til Lave,
Og milde Ord ledsage smukt
Hans kongelige Gave.
— Hvor Store-Grundet skraaner ned
Imod det skovbegroede.
Det skjønne Greis, nu Kongen staaer
Saa rørt og stolt tilmode;
Thi rundtom ham sig flokket har
I tæt og trofast Klynge
Hans tappre Mamd. I kraftigt Chor
Begeistrede de synge:
1.
„Vel mødt igjen, Kong Frederik, ved Hæren!
Til Kamp beredt den venter kun dit Bud.
Hvor Stævnet blodigst var, vi frelste Æren —
Lad os da trøstigt fegte Striden ud!
Giv Intet bort, thi viid, for Du skal miste
En Fodbred Jord af dine Fædres Land,
Før vil vi Alle kæmpe til det Sidste,
Før vil vi Alle falde som een Mand.
2.
Og hvis dit Blik i disse tætte Rader
Har søgt forgjeves mangen Kammerat,
Beklag ham ei! Vær stolt af ham som Fader
Og husk, for Dig han døde som Soldat.
I Dødens Stund og skilt fra sine Kjære
Hans sidste Suk gjaldt Fædrelandets Ret,
Hans sidste Tanke var din Krones Ære —
I Kamp for den vil Ingen blive træt.
3.
See her er Nok, der vil udfylde Pladsen!
See her er Nok, der kæmpe vil som han,
Men ikke Een der er i hele Massen,
Som vil see deelt sit skjønne Fædreland!
„Det skal ei skee!” det Løfte har Du givet,
„Det skal ei skee!” fra Folket lød igjen!
Og, Kongen troe i Døden som i Livet,
„Det skal ei skee!” vi sværge her som Mænd!
Det var et gribende Moment
Af dem, der mindes længe;
Det var som Hjertets stærke Slag
Hver Lænke vilde sprænge.
Og Kongen blev saa murehvid,
To store Taarer trilled
Ad Kinden ned; dog saae man, at
Med Magt han Stormen stilled;
Og med et varmt og mandigt Smiil
Slog han til Lyd med Haanden.
„Det skal ei skee, det lover jeg!”
Talte han fast i Aanden.
Der blev en Storm! Du, som har hørt
I et Theaters Kuber
For Scenens Kunst et fattigt Raab
Af nogle hundred Struber —
Nei, Du har ingen Maalestok
For dette Skrig, der runger
Ustandseligt, med Tordenbrag,
Fra tyve tusind Lunger.
Og dette Raab, det klinger end!
O Drot! Du vil det høre,
Saa tidt med onde Raad man vil
Sig nærme til dit Øre!
Advarende det klinge vil,
At aldrig Du maa glemme.
At det er Folkets gode Ret
Sin Fremtid at bestemme;
At denne Ret, hvorfor det stred,
Skal Ingen det fravriste,
At denne Ret, hvorfor det led,
Tør Ingen det fraliste! —
Der var en Jubel overalt!
Paa Alles Læber hørte
Man Kongens Ord, og mangt et Blik
Med Taarer sig tilslørte.
Den tappre Oberst taler nu
Med Kongen. Ordet flyder
Med Varme fra hans Læber. See!
Kongen ham Haanden byder.
Nu vinker han. Hvem springer frem?
Det er vor Ven, den Lille.
Paa Kongen fæster han saa glad
To Øine, klare, milde.
Mens Kinden brænder, varm og rød,
Og Munden leer forøoiet,
Med Haand tid Huen staaer han der
Saa stiv og stram i Tøiet.
Paa Kongens Spørgsmaal svarer han
Paa Timen nok saa sikker;
Det muntre Drengelune frem
Igjennem Svaret stikker.
Og Kongen seer hans lille Haand,
Der mærket er af Arret —
„Det har gjort ondt?” han spørger med
Et Smiil, med Medynk parret.
— „Aa nei, for „Avanceer!” jeg slog,”
Han svarede behjertet.
„Hvis „Retireer” jeg havde slaaet,
Saa havde det vist smertet.” —
Og Kongen lo. „Du er en brav.
En prægtig Dreng!” han smilte.
„Hvad ønsker Du af mig?” — Hans Haand
Paa Drengens Skulder hvilte.
Den Lille taug. Han mærked nok,
Det Øieblik var vigtigt.
„Hvad ønsker Du!” — Han svarer rask:
„At lære noget Rigtigt.”
Rørt og forbavset Kongens Blik
Paa ham sig længe hefter;
Han sporer Vingeslaget af
En Aand, der eier Kræfter.
„Det skal Du!” mæler han med stærk,
Men mildt bevæget Stemme.
„Kom ud til mig paa Fredriksborg —
Jeg skal Dig ikke glemme.”
— Hvor han er glad, vor Helt! hvor leer
Nu Hjertet ham i Brystet!
Med eet to stærke Arme har
Ham tæt i Favnen krystet.
Det er hans Pleiefa’er, der vil
Ham rørt til Hjertet trykke.
„Tak, tusind Tak!” den Lille skreg,
„Dig skylder jeg min Lykke.”
— „Hvishvas! det er ei mig, det er
Min Oberst, Du skal takke;
Han Hjertet har paa rette Sted,
Og han forstaaer at snakke.
„Men Du kan ogsaa snakke, Du!
Ja, Død og al Ulykke,
Og det med Kongen! ... som I var
To Alen af eet Stykke.
„Naa, følg nu med. Vi snakke maae
Endnu om Eet og Andet,
Før vi .... den Sol den stikker da
I Øiet reent forbandet!”
Han tørrer Øinene. „Seer Du,
Vi skilles nu, Du Lille !” ....
— „Hvad skilles! vi?” — „For Pokker, ja!
Der er ei Tid at spilde;
„For ellers voxer Du jo reent
Fra Skolebænk og Skammel.
Jeg kunde trænge til det selv,
Men jeg er nu for gammel.
„Reis derfor strax og reis med Gud!
Men husk, naar Du er hjemme” ....
Her brød han af og vedblev med
En barsk, paatagen Stemme:
„Men det er Vaas! ... det var ei det,
Hvorom vi skulde snakke! ....
Ja det er klart, jeg mærker nok,
At jeg gaaer ned ad Bakke.
„Jeg mener, naar Du kommer hjem,”
— Han syntes sig at samle —
„Saa er det muligt, at Du fandt
Ei Alting ved det Gamle” ....
— „Min Mo’er er død!” skreg Drengen vildt.
— „Vist ei! .... der er jo flere” ....
— „O Gud, min Fa’er! .... Tal kun reentud!
Jeg skal ei see ham mere.”
Og med et Skrig han kaster sig
Fortvivlet ned paa Jorden.
Forskrækket staaer hans gamle Ven,
Han er som ramt af Torden.
„Der bar jeg mig nok deiligt ad!
Jo jo, jeg er den Rette!”
Han løfter ham fra Jorden op,
Han seer paa den Forgrædte:
„Gid det var mig, den havde ramt,
Det Asen af en Kugle! ....
Min stakkels Dreng! Kom til Dig selv!
See paa mig! blot en Smule!
„Det er jo mig, din anden Fa’er,
Der skjænder, og der brummer! ...
Ja græd Du kun, det gjør Dig godt!
Græd Du kun ud din Kummer.” —
Saa gik de tause, Haand i Haand,
I Mørket ind til Byen,
Mens Tropperne med Hurra drog
Tilbage fra Revuen.
Med Glædesskrig de drage hjem,
Og Jubel dem ombølger;
Med tunge Hjerter gaae de To,
Og Sorgen med dem følger.
Et Lyshav strømmer frem med eet
Fra Gaderne i Veile —
I Drengens taarefyldte Blik
De blanke Lys sig speile.
Og Natten gaaer med Sang og Klang
Fra’ Gader og fra Stræder —
Han sidder stille paa sin Seng,
Og bitterlig han græder.