Der, hvor Støren gjennem Holsteens Vange
Slynger sine Bølger, kneiser trygt
Mellem Skov og Sø i Sekler lange
Breitenburg af Johan Rantzau bygt.
Da det reist var, bragte Gnomeskarer
Skjønne Gaver did fra sorten Muld:
End en Guldrok Slægten tro bevarer
Og en Skat af gammelt, præget Guld.
Rokken som et Tegn paa Qvindedyder,
Guldet som et Tegn paa mandig Tro:
„Han er tro som Guld!” endnu det lyder,
„Han som Rantzau er sin Konge tro!”
Stolte Slægt, som tidt for Landet blødte,
Rigets Støtte og dets Fienders Skræk!
Eders Ætling mig i Livet mødte —
Til Jert Billed laante han mig Træk.