I den lille By dernede gaaer det lysteligt til,
De franske Tropper komme med klingende Spil.
Et Kruus af det tydske Øl, et Par Timers Hviil
Saa gaaer det atter fremad, thi Keiseren har Iil.
Paa Høien hist ved Møllen staaer paa Post en Grenadeer;
Et Ar han har paa Panden — paa Brystet er der fleer —
Det skæmmer ham ei meer under Bjørnehuens skind
End et Smilehul skæmmer en rosenrød Kind.
Hvad staaer han der og grunder? Hvor gaae hans Tanker hen?
De styre vel til Hjemmet, til Frankrig igjen?
Hvi knuger han Geværet saa fast i sin Arm?
Er det Længsel eller Hjemvee, der tynger paa hans Barm?
Nei, fremad flyver Tanken, uden Ro eller Rast,
Med Ørnen vil den flyve, og Ørnen har Hast.
Det er alt længe siden den fløi fra Reden ud, —
Og hjemme græde hverken Forældre eller Brud.
Og altsom Tanken flyver, saa flyver Tiden med —
Den staaer paa Post ei stille, nei, nei! den maa afsted.
Og Skyggerne blev lange, og Aftensolen leer,
Da hvisker ved hans Side en Røst: „Herr Grenadeer!”
Den smukke Bäteli har listet sig ganske nær,
Hun hvisker atter til ham: „Herr Grenadeer!” Hvem der?
Han raaber vredt. — „Bevares, hvor I kan tage paa!
Ifald jeg Jer generer” ... „Naa, naa! Bliv kun, Du Smaa.”
Han tager sig til Panden, han retter paa sin Krop —
„Mit smukke Barn, hvad vil Du?” „Naa, faaer I Øiet op,
Saa siig mig blot, hvor længe vil I staae i Gevær?
De Andre er alt borte, men I — hvad gjør I her!” —
„For Fanden! Er De borte?” Han vil afsted. — „Nei, nei!
Hvor vil I hen? I naaer dem for Natten dog ei.
Det lider alt ad Aften — see, Møllen der er min:
Der kan I faae et Herberg og en god Flaske Viin.”-
Der laa i hendes Stemme en forunderlig Musik
Og en Trolddom i Øiet, i det trofaste Blik —
Den stakkels Grenadeer — hvor kunde han modstaae
Nattely, og Viin og to Øine saa blaae?
Den næste Dag, Gud veed det! da faldt det ham haardt.
Een Stemme sagde: Bliv! og en anden sagde: Bort!
Saa greb han til Geværet — saa satte han det hen —
Saa fløi han hen til Døren — og vendte saa om igjen.
Paa den ene Side Keiseren, Seier og Bedrift,
Og Æren med sin lysende, forføreriske Skrift,
De seierrige Ørne, Krigslykkens Trylleri —
Paa den anden Side Møllerens den blonde Bäteli!
Og Bäteli vandt Seier; saa løierligt det gaaer:
Af Dage blev der Uger og af Ugerne Aar.
Den skjæggede Krigsmand i den stramme Mondur,
Hvor blev han dog forvandlet! Hvor skifted han Figur!
Det brune Tornister i Krogen har han slængt,
Hans Bjørneskindshue er høit paa Knagen hængt,
Der hænger og Monduren med Snor og Epaulet —
Den hvide Møllertrøie kan ogsaa klæde net.
Og Bäteli, hans unge, hans blomstrende Viv,
Jo hun har fuldt at gjøre, hun har sin Tidsfordriv.
For Disk og Dug hun sørger, for Fad og for Kruus, —
Og hvert Aar bringer Storken en Lille til Huus. — —
Syv Aar er alt henrundne. I den lille Kurveseng
Vugger Møllerens Kone en nysselig Dreng,
Mens hun tysser paa en anden, en femaars Krabat,
Der løber med Faders Sabel og leger Soldat.
Da styrter ind ad Døren saa bleg som et Liig
Den brave Møller. Konen af Angst gi’er et Skrig
Han kysser hende heftigt og Glutten paa hendes Arm,
Saa den lille Skrighals vaagner derved og gjør Larm.
„Maurice! hvad er paafærde?” — „Ak, Intet kan mig frie,
Mine gamle Kammerater komme atter her forbi.
De klynge op paa Timen Enhver, de kan faae fat,
Der, som jeg, for syv Aar siden, har sin Fane forladt.”-
— „O, er der ingen Udvei? Ei Hjælp eller Raad?”
Hun knuger ham til sit Hjerte med Angst og med Graad!
Da falder hendes Øie, af Taarerne tungt,
Paa den lille Purk derhenne, der presenterer saa strunkt.
Nu gjør han Holdt og skuldrer — nei see den lille Strik!
Og atter han marcherer — da klares hendes Blik:
En Tanke hende griber, og hun hvisker den tyst
Til sin Husbond. Han smiler, og hun synker til hans Bryst.
— — I den lille By dernede gaaer det lysteligt til,
De franske Tropper komme med klingende Spil.
En Slurk af det tydske Øl, et Par Timers Hviil,
Saa gaaer det atter hjemad, thi Keiseren har Iil.
Der er de alt — hvor lystigt det gaaer som til en Fest!
Foran Generalen paa den vælige Hest.
Bajonetterne glimre i Aftensolens Brand,
Med Trainet gaaer det langsomt i Huulveiens Sand.
Men hvem staaer der paa Høien? Hvilken løierlig Figur!
Hvilken trivelig Krigsmand, og hvilken stram Mondur!
Kun halvt har han den knappet — i Hu han er lidt mod;
See, nu han presenterer! — han har Tøfler paa sin Fod.
Men det røde Baand paa Brystet — det taaler ei Spot,
Og et Ar han har paa Panden, det klæder ham godt!
Det skæmmer ham ei meer under Bjørnehuens Skind
End et Smilehul skæmmer en rosenrød Kind.
Men hist i Mølledøren staaer en bekymret Viv;
Den ældste Dreng sig klynger til hendes ranke Liv,
To mindre titte bagved med nysgjerrig Hu —
Da standser Generalen; han spørger: „Hvo er Du?”-
„Maurice Verroux,” han svarer, „af det første Regiment.
Mon general, jeg haaber, at det er Jer bekjendt,
At her for syv Aar siden posteret blev Verroux?
Man har ei løst ham af — derfor staaer han her endnu!”
Da smiled Generalen, paa Møllen Øiet faldt —
Et Blik paa Møllerkonen har forklaret ham Alt:
„I syv Aar har Du staaet her, da maa Du være træt —
At hvile ud i Møllen vist huer Dig ei slet?
„Vi kan ei vente paa Dig — vi Andre maae afsted.
Farvel min vakkre Skildvagt — jeg tager Hilsen med.”
Saa hilser han saa venligt — Geværet sank i Hviil —
Og Møllerkonen neier med Taarer og med Smiil.