I Temple-Taarnet, i et usselt Fængsel
Hensmægter Frankrigs Ludvig. Fuglen titter
Nysgjerrig ind igjennem Jernets Gitter
Og flyver ræd ved Synet af hans Trængsel.
Bort fra den Arme! — I Parises Gader
Der mylrer glad den tankeløse Vrimmel,
Og ved Versailles hist, ha hvilken Stimmel!
Der holdes Blodret over Folkets Fader.
Hvi tier Pøblen nu? Hvi bli’er der stille?
Forbittrelse og Raahed trindt sig maler
I Alles Træk: Maury derinde taler!
De frygte for hans Retsind og hans Snille.
For Kongen taler han. Hans Stemme klinger
Ei blødt og lokkende som Fuglens Qvidder,
Men revsende og djærvt, som naar en Ridder
Sit gode Sværd mod Bøddeløxen svinger.
Og mere kjæk, meer seirende bli’er Tonen,
Og Ord og Tanker, rustede i Pandser,
Med Sandheds Skjold og Viddets skarpe Landser
Som Kæmper stille sig til Værn for Thronen.
Lyn følger Lyn! Hans Tale gjør Mirakler.
De Hjerter, der af Blodtørst nylig svulmed,
Slaae smeltet nu, og Hadets Ild, der ulmed,
Er næsten udslukt — og Conventet vakler.
Men Pøbelen, der før bar ham paa Hænder,
Den blinde Pøbel sit „Korsfæst ham!” skriger,
Og Hadet voxer, Raseriet stiger,
Og mod Maury nu Alles Hevn sig vender.
Alt tusind Arme løfte sig — o red ham! —
Med roligt Blik imellem dem han træder.
„Der kommer han! der er han, den Forræder!
Paa Pælen! Op paa Løgtepælen med ham!”
O blinde Børn, som myrde Eders Fædre!
Nu skingrer atter Raabet vildt dæmonisk:
„Paa Løgtepælen! Rask!” — Han leer ironisk:
„Og troer I saa, Godtfolk! at I see bedre?”
Da skingre Bifaldsraab fra alle Sider,
Et „Vive!” et tusindstemmigt slaaer mod Himlen,
Men han — gaaer ganske roligt gjennem Vrimlen
Og bukker, hilser artigt dem til alle Sider.