Det var en Sorgens Tid for Kjøbenhavn.
Paa Nyholm takkled Engelskmanden Flaaden — —
Vor skjønne Flaade! — Med sit hule Navn
Besmykked Politiken Skjændselsdaaden.
Hver Dag blev Ræer og Stænger sat omhoug,
Og Seil blev underslaaet, og Stag og Vanter
Blev paalagt travlt, og i de stærke Toug
Matroser entred op paa alle Kanter.
Tiltakklet laa den nu i seilklar Stand.
En sagte Brise kruste Havets Flade, —
Da vaiede Signalet, og paastand
Forlod de stolte Masser deres Stade,
For trende Mersseil, Klyver og Mesan
Stak hele Seilerskaren ud i Sundet:
Da stummed, oprørt over Flaadens Ran,
Det stolte Hav, der nys saa roligt blunded;
Og Stormen reiste sig. Som lette Fnug
De stærke Mersseil kasted sig for Vinden, —
Thi Dannebrog, hvor var din røde Dug,
Der endnu aldrig strøget blev for Fienden?
Hvor var dit Flag, dit hvide Kors, der smukt
Fortoned sig mod vore mørkblaae Vande
Og vifted prægtigt over Hav og Bugt? —
Nu vaied Englands Flag langs vore Strande. —
— En skarp Nordost har Flaaden splittet ad,
Og Vinden hviner gjennem Toug og Stænger;
Paa Himlen Skyer banke op i Rad
Og truende sig over Masten hænger.
Neptun, af alle vore Orlogsmænd
Den stolteste, gaaer agterst gjennem Rummet;
Den duver ned og løftes op igjen
Og kaster stolt fra Siden Bølgeskummet.
Paa Skandsen, tætved Rattet, tankefuld
En gammel Søgut staaer. Hans Kind er furet
Og Huden barket bruun af Sol og Kuld
Og Elementet, hvor han kjækt har turet;
Han skyder Hatten fra de mørke Haar,
Og kraftig han mod Relingen sig støtter;
Hans Øie mørkt hen over Skibet gaaer
Og harmfuld Haanden han i Brystet knytter.
Han mærker ei til Stormens vilde Dyst
Og Bølgens Slag mod Skibets stærke Planker, —
Et værre Uveir raser i hans Bryst:
Thi Skibet, Skibet kun staaer for hans Tanker!
Det er hans Liv, hans Sjæl, hans Eet og Alt!
Han tænker paa den Tid, da ubekymret
Han selv, en Dreng endnu, en Tolvaars-Pjalt,
Var med paa Værftet og paa Skroget tømred.
Han tænker paa, hvor han har føitet vidt
Som ung Matros paa det med Lyst og Gammen,
Hvormeget Ondt de begge To har lidt,
Hvormangen Kuling de har døiet sammen!
O ingen Kjærest’ hued ham dengang
Saa godt, trods Mundens Smiil og Øiets Himmel,
Som denne Tremast paa sin Bølgegang,
Som denne Reisning blandt den anden Vrimmel!
Hver Planke kjender han, hver Bolt, hvert Knæ,
Og nu — en Taare brænder ham paa Kinden —
Som Lods han Skibet føre skal i Læ
Og bringe det i aaben Sø — for Fienden!
For Fienden? Han? — — Da falder Skibet af,
Det duver stærkt — tæt Mørket dem indhyller,
Og Bølgen aabner vidt sin sorte Grav,
Og Regnen strømmeviis paa Dækket skyller.
„Lad løbe Mersseil!” tordner nu hans Røst;
Men i det Samme fløi den lette Klyver,
Som vilde den ei see paa Skibets Brøst,
Fra sine Liig, og som en Fjer den flyver
I Natten over Skibet hen. — „Skal vi
Paa Loddet seile, Lods?” en Stemme raaber.
Det var Cap’tainen. — „Sir, hun gaaer nok fri —
Hun dø’er ei af lidt Vind og et Par Draaber;
„Dog, som De vil! Hiv Loddet ud!” — og snart
„Halvsjette Favn!” fra Røstet toned Svaret. —
Et Par Minuters Taushed. — Skibet skjød sin Fart.
„Hiv ud igjen!” han skreg. — Igjen lød Svaret:
„Halvfemte Favn!” — Cap’tainen træder til.
Han Lodsen skarpt og forskende betragter:
„Vi spille, synes mig, et farligt Spil; —
Det grunder op, og dybt vi stikke agter!” —
— „Vi klare hende nok! Har ingen Nød!” — —
Men er det ogsaa værd at klare Grunden?
Den Tanke griber ham. Om hun sit Stød
Fik her, og planted her sig dybt i Bunden,
Var det ei bedre end ..... Fra Røstet lød
Et kort og angstfuldt Raab: „Vi gaae iblinde!”
— Gjør Toug og Anker klart!” Cap’tainen bød —
Men tordnende lød Lodsens Raab: „Hold inde!
„Styrbord med Roret!” skreg han, og paastand
Den lette Seiler villigt lystred Roret.-
Rask fløi den frem, den stolte Orlogsmand, —
Et Stød! — og dybt den sig i Grunden bored!
Men Lodsen roligt stod; han smilte’ mildt:
„Staa Du kun her, min Tøs! paa Taarbeks Banker!” —
„Dø din Forræder!” skreg Cap’tainen vildt,
Og Lodsens Blod flød hen ad Skibets Planker.
„Forræder! jeg!” han stammed, og til Svar
Et bittert Haansmiil leired sig om Munden.
„Nei stop! Et ærligt Navn jeg altid bar,
Jert eget duer nok ei stort i Grunden.
Hvad jeg har gjort, det skal jeg klare let,
Og — her blev mere blød og mat hans Stemme
Og kjender jeg Kong Fredriks Hjerte ret,
Saa faae nok Rollingerne Brød derhjemme.”-
Paa venstre Arm han løfted mat sig op —
Endnu engang hans Blik paa Skibet hvilte.
Fra Bak til Skandse og fra Raa til Top
Endnu for sidste Gang hans Øie ilte.
Hvad laa der ei i dette Afstedsblik:
Tak for alt Godt, for Modgang og for Møde!
Et stille Smiil hen over Munden gik,
Saa lagde han sig rolig ned — og døde. —