Alt Aftenklokken ringer
Saa sødt gjennem Sky,
Og Fuglen paa trætte Vinger
Søger om sit Ly;
I Pinieskovens Blade
Suser Aftenens Vind
Og leger paa Rhonens Flade
Og vifter om Bjergets Kind.
Men hist, hvor Veien bugter
Ved Avignon sig ned
Gjennem Viinløv og Frugter
Til Dalens Ensomhed;
Hvor Sorguefloden taler
Og nynner om hans Qvaler:
Saa iilsomt Kongen red.
Kjækt sporer han sin Ganger.
I den dæmrende Sol
En kronet Løve pranger
Paa blanke Vaabenkjol.
Hans Lokker flagre prægtigt,
Hans Blik er kjækt og smukt,
Der ligger noget Mægtigt
I dets raske Ørneflugt.
Orangerne de søde
I den ensomme Dal
Ham vinke til et Møde
I Sommernatten sval.
Der er vel nu hans Tanke?
Did flyver vel hans Blik?
Nei, over Bjerg og Banke
Langt længere de gik!
„Hvi vilde jeg forlade
Mit deilige Sund,
Mit Sjellands grønne Stade
Og Bøgen i dets Lund!
Hvi drog jeg bort fra Hjemmet,
Fra mine Børn, for her...”
Saa taug han lid beskjæmmet.
„Og mon hun har mig kjær?” —
Fra Gangeren med Balder
Den raske Drot sig svang,
Omkring hans brede Skulden
De blanke Plader klang;
Halv alvorsfuld han smilte,
Da gjennem Laagen smal
Han nedad Gangen ilte. —
Der sang en Nattergal;
Den dulmed med sin Trille
Hans Hjemvee og hans Savn,
Og førte med Toner milde
Ham til hans Længsels Havn;
Og Længselen sin Sødhed,
Sin berusende Saft
Parred i Sydens Blødhed
Og Nordens djerve Kraft.
Hist sprudlede Cascader
I den maaneklare Luft,
Her brogede Blomsterrader
Udaanded deres Duft,
Mens Marmorguder — kolde
For Sommernattens Pragt —
Stod, som de vilde holde
Ved Elskovsmødet Vagt.
Han stod for hende mandig,
Ei tryglende og myg;
Hans Tale var forstandig,
Ei sværmende og syg;
Han førte hendes Hænder
Ærbødigt til sin Mund,
De talte ret som Venner
Varmt og af Hjertens Grund.
Omkring hans Hals hun bøied
En Arm saa hvid og varm,
Og Pandens Snee og Øiet
Hun skjulte ved hans Barm;
Men Haarets dunkle Vover,
Med Perler fletted’ ind,
Et Slør nedrulled over
Den fine Rosenkind.
Hun strøg det bort fra Panden,
Som naar Vinden en Sky
Jager fra Himmelranden;
Saa talte hun paany:
„I siger, at desværre
I nu vel frygte maae,
At Den, I kaarer, Herre!
Jer Hyldest vil forsmaae;
„I taler om Jer Alder
Og ønsker, I var ung,
Hvis det er Alvor, falder
Den Tale mig lidt tung;
Det er som om den stærke,
Den kongelige Ørn
Misundte Markens Lærke
Sit Leie paa en Tjørn.
„Du hellige Guds Moder!
Som om I selv ei veed,
At Mandens Kraft indpoder
Just Qvinden Kærlighed!
Hvordan? Og I kan frygte
At møde Kulde! — Troer
I da, Jert Helterygte
Er ei fulgt med fra Nord?
„Jo jo, min Drot! en lille
Bevinget Fugl har her
Fortalt mig om Jert Snille,
Jer Retfærd, men især
Har Eders Helteværker
Begeistret den udmalt...”
Han svarede: „„Jeg mærker,
Den løiet har og pralt; —
„„Dog er jeg Tak den skyldig,
Fordi dens Tales Magt
Slig Roes, hvorvel ugyldig,
Har paa en Læbe lagt,
Hvis mindste Lyd fortryller
Min Sjæl — thi nævn mig, tael!
Hvem jeg min Lykke skylder.””
Hun hvisked: „min Gemal!
„Han kan ei noksom prise
Jer ridderlige Færd,
Jer faderlige, vise
Regjering — ja Jert Værd
Saa ivrigt han forfægter.
At ei man undres kan,
Om ingen Qvinde mægter
At modstaae slig en Mand.”
Omkring hans Hals hun bøied
Sin hvide, varme Arm,
Og Pandens Snee og Øiet
Hun skjulte ved hans Barm; —
Men Kongen treen tilbage,
Alvorlig og dog mild.
Ei Suk, ei Elskovsklage
Dæmped hans Tales Ild:
„Og ham jeg skulde lønne
Med Troløshed og Svig!
Saa lidt jeg skulde skjønne
Paa en Tiltro saa rig!
Mens om min Ridderære
Jer Husbond snoer en Krands,
Saa slet jeg skulde være
At drive Spot med hans!
„Min Ærlighed han priste, —
Thi skulde jeg ved Nat
Ham som en Tyv fraliste
Hans Hjertes bedste Skat!”
— Han førte hendes Hænder
Ærbødigt til sin Mund —
„Vi skilles ad som Venner,
Og det i denne Stund;
„Men hvis man nogensinde
Fortæller Jer igjen,
At Ærlighed mod Fiende
Og Ærlighed mod Ven,
Prøvet som Guld i Lue,
Er Nordens Helligdom —
Saa kan I selv, min Frue!
Tale lidt med derom.”