Et prægtigt Klippeland! Fra Menaistrædet
Paa Englands Vestkyst høiner det sig brat;
Af Bølgens Skum er Klippegrunden vædet.
Og Toppen skjuler sig i Skyens Nat;
Bjergstrømmen suser med sin vilde Tone,
Som Sølvslør flagrer den om Klippens Kind —
Det Wales er. I Englands Kongekrone
En Ædelsteen af Klipper fattet ind.
Men haard var Kampen først. Dyrt England kjøbte
Hver Plet, hver Fodbred Jord i Tiden fjern,
Thi Klipperne, i deres Pandsre støbte.
Sig reiste Ryg mod Ryg, et mægtigt Værn,
Og Beaumaris, Llengollens mørke Dale,
Og Bredderne af Dee og Snowdons Fod
— End Englands stolte Slægter derom tale —
Blev farvet af det bedste Adelsblod.
Og hvorfor førtes disse lange Krige?
Hvad var det da, hvorfor saa kjækt de stred?
For deres Fædrearne, Land og Rige,
For Frihed, Ret og Uafhængighed,
For deres gamle Sprog og Sagn og Sange,
For Hjertets og for Tankens Helligdom,
For Alt, hvad skjelner mellem Fri og Fange, —
Og det er sagtens værd at kæmpe om! — —
Nu var der Stilstand. Vaabenbuldret hvilte,
Kong Edvard selv var draget did som Gjest.
Hans ædle Dronning ved hans Side smilte,
Paa Caernarvon der feires Fest paa Fest.
Det var i Høst. Alt Skoven stod berøvet
Sin Skjønheds Glands, og Pragten var forødt,
Og Blomsten visned længe alt i Løvet:
Da blev en Blomst endnu forborgen født. —
De stolte Clans, de Ældste af hver Stamme
Til Caernarvon Kong Edvard stævnet har.
I Steden Sværdet laa, men Ar og Skramme
Om halvfuldendte Feider Vidne bar;
Og midt imellem dem med Mildheds Lader
Og med Veltalenhedens stærke Magt
Forsøger Englands Drot, der Kampen hader,
At knytte fastere den korte Pagt.
„Alt længe nok har Englands Leoparder
I Blod sig sudlet, — taler han med List.
Alt længe nok har Eders gamle Barder
Med hæse Raab opildnet Hadets Gnist!
Det er paa Tide, disse Feider endes —
Ei Sværdet herske bør, men Lov og Ret;
Det er paa Tide nu, at Bladet vendes,
Hvor Alle herske vil, der gaaer det slet.
„Thi vælg en Konge! Misforstaaer mig ikke,
Om mig er Talen ei — jeg kjender Jer;
Jeg veed det jo, med Mistro Eders Blikke
Er vendt mod England og hvad Englands er.
Men søg ham heller ei hinsides Vandet
I Tanke, at I saa blev mere frie —
Nei vælg en Drot, der født er her i Landet
Og taler Englands Sprog saa lidt som I.
„Med Ulyst atter jeg i Kampen stævner,
Alt længe har vi spilt et farligt Spil —
”Vil I da vælge Den, jeg Eder nævner?” —
Han taug, da lød et kraftigt Svar: Vi vil.
„I vil? I svæge mig det Ord til andet?”
Og høit de svoer: Som frie Mænd love vi
At kaare ham, naar født han er i Landet
Og taler Englands Sprog saa lidt som vi. —
„Saa seer den Konge, som I selv Jer kaared!
Nu hylder ham!” med Ild udbryder hiin,
”Og siger ei, at listigt jeg Jer daared —
Af Guds Haand fik I ham og ei af min!”
Og paa hans Vink nu Hallens Dør oplukkes —
Hvem hviler der paa Leiets Gyldenmoer?
Hans unge Viv ! Og hvem er det, der vugges
Paa hendes Arm? Et nyfødt Kongenoer!
Den spæde Blomst hun selv imod dem strakte,
End Smertens Bleghed laa paa hendes Kind,
Men Øiet rørende sin Bøn frembragte:
Da bøied sig det haarde, stolte Sind:
Og Alle flokked sig omkring den Lille,
Og rørte gjentog de den dyre Eed —
Hvad mægter ei foreent en Faders Snille,
En Moders Blik, et Barns Uskyldighed!