Igjennem de gule Marker
Jeg ruller saa fri og let,
Og Øiet flyver saa vide
Og bliver ret aldrig træt.
Hver Skjønhed det til sig suger,
Hvert Billed paa Hav og Land,
Paa Skyernes hvide Flade
Og Himlens dæmrende Rand.
Dem alle jeg tro bevarer.
Mit Bryst er en Sarkophag,
Hvori jeg dem dybt nedlægger, —
Dog kommer maaskee den Dag,
Hvor atter til Liv de vaagne,
Af Graven atter fremstaae
Og vidne i Ord og Toner
Om Alt, hvad jeg henrykt saae.
Men Postillonen smælder,
Og fremad det gaaer! Afsted!
Og Fuglenes Flok og Skyen
De følge paa Reisen med;
Ved Kirkegaardsmuren han standser,
Nei, see mig til den Patron!
— „Min Ven! det er nok for tidligt
At holde ved den Station.”
Han kaster et Blik til Muren
Og sætter sit Horn til Mund,
Og blæser i Aftenen stille
Og blæser af Hjertensgrund:
Det klang saa kjækt og saa kraftigt
Som tonende Aaretag,
Som Arenes Dands i Loen
Ved Pleilens kraftige Slag.
Saa taug han en Stund, og atter
Han sætter stt Horn til Mund;
Han tørrer lidt Vand af Øiet
Og blæser af Hjertensgrund:
Det klang saa trist og sørgmodigt,
Det klang, som naar Vindens Hviin
En Aftenstund ensomt klager
Omkring en sunken Ruin.
Jeg lytted, da holdt han inde
Og vendte sig om: „Tilgiv!
Der inde dag Muren ligger
Min Kjæreft’, mit unge Liv.
De Viser, jeg nylig blæste.
Dem elsked hun mest paa Jord, —
Jeg tænker, hun lider dem endnu
Dernede, hvor nu hun boer.
„Og derfor saa tidt jeg kommer
Fordi, jeg blæser de to,
Og blæser dem vel saa længe,
Indtil vi begge faae Ro.”
Saa slog han et Smæld med Pidsken,
Og fremad det gik, afsted!
Og Fuglenes Flok og Skyen
De fulgte paa Reisen med.