O lad dem flagre, som de vil,
Og vifte let for Vindens Vinge!
Hvorfor med Baand og Fletning tvinge
De rige Lokkers muntre Spil?
See, frit for Vinden Skoven suser,
Frit bølger Korn i Solens Ild,
Og Søens Bølge frit sig kruser, —
O lad dem flagre, som de vil!
Du veed — hvad tidt jeg har Dig sagt —
At naar mit Øie, træt og sløvet
Af Livets Armod, faldt bedrøvet
Paa dine Lokkers gyldne Pragt,
Da kom der Ild i Ord og Tanke,
Da flygted Mismod fra mit Blik,
Og varmt mit Hjerte maatte banke
Ved al den Rigdom, som Du fik!
Du veed, i disse Lokkers Net
Har tidt min Tanke sig forvildet,
Og der, i gyldne Lænker hildet,
Som fangen Fugl sig flagret træt.
I dette Guldhav den neddukked,
Men mangen Tanke, mangen Drøm
Har og, Veninde! blidt sig vugget
Paa dine Lokkers gyldne Strøm.
Om Kind og Skulder, Hals og Bryst
I luftig Dands de let sig gynge.
Og dog med gylden Vægt de tynge —
O disse Lokker er min Lyst!
Til dem vil jeg min Fremtid knytte —
Hvi bøier Du dit Hoved bly?
Jeg skimter dog — hvad kan det nytte? —
To Stjerner bag en gylden Sky.
Ja lad dem flagre løst og frit,
Lad Solens Pile rigt forgylde
Den bløde, blonde Rigdomsfylde,
Og Vindens Pust dem vugge frit!
Lad dem den gyldne Frihed nyde,
Og — skjøndt min egen staaer paa Spil —
Skal dog fra mine Læber lyde:
O lad dem flagre, som de vil!