Blandt blomstrende Sirener og Gyldenregn hun sad
Og læste i et lille og tætbeskrevet Blad;
Hun læste saa opmærksomt og standsede saa tidt,
Hun kyssed det saa inderligt — da saae jeg, det var mit.
„Hør, sagde hun, jeg tænker paa de mange kjønne Ord,
Du har lagt mig paa Læben, lig en blomstrende Flor,
Og tænker paa, om ogsaa jeg alt det har sagt,
Som her Du har iført saa pyntelig en Dragt.
„Vel synes mig, at Meget jeg kjender godt igjen,
Og dog er der selv deri noget Fremmed, min Ven!
Ja mangen frygtsom Tanke, som aldrig jeg gav Luft,
Staaer her som Blomst udfoldet med Farve og med Duft.”
— Jeg afbrød hende: „Seer Du den lille Bi, der hist
Surrer om Levkøien og den slanke Rosenqvist
Og suger Blomsterstøvet snart hist og snart her
Og bringer det til Kuben og forarbeider det der.
Just saadan, min Veninde! suger jeg hver Stund
Blomsterstøv af Talen, der strømmer fra din Mund,
Og bringer det til Kuben, til Hjertet, i hvis Vraa
Til Toner det forvandles, der til dit Hjerte gaae.