„Forraader ei, I gamle Bøge,
— Hun hvisker ømt — os stakkels To,
Saa skal vi ofte Jer besøge,
Vor Sorg, vor Glæde Jer betroe!
Du lille Bæk, der muntert iler
Med lystig Snak til Floden hen!
Husk, i Dit Skjød vor Lykke hviler —
Letsindigt ei Du røbe den.
Og Dig anraaber jeg, o Stjerne,
Forraad os ei! — Man har mig sagt,
At Du er tro, og at du gjerne,
Hvor Læber mødes, holder Vagt.
Dog om vor Elskovs Fryd og Smerte
Af dem ei røbes fjernt og nær —
Hvad værner mod mit eget Hjerte?
Min værste Fjende sidder der.” —