Som i Hjertedybet sig bore
Med Sandhedens Magt: at vi elske de Smaa,
Fordi de ere saa store.
Og hvem har ei hørt, at der lidt fra en sød
Og smilende Barnemund klinger
Ord, der komme, man veed ei hvorfra,
Baarne paa himmelske Vinger —
Ord, der gribe med en forunderlig Magt,
Ord, der slaae ned i Vrimlen
Og, sprængende Larvens mystiske Svøb,
Lade Psyche flagre mod Himlen.
— Under mit Ophold paa Ischia var der en Dag
Overalt det livligste Røre.
Fra Neapel en Biskop var kommen dertil
For de Unge at overhøre.
Klokkerne ringed. Med Tepper og Flag
Saae man Byen sig festligt at pynte,
Og mens Mørserne knalded, til Kirken hen
Jeg fulgte med dem. Biskoppen stod
Som en Fader imellem de Unge
Og blandede kjærligt Alvor og Spøg
Og talte med Mesterens Tunge.
Saa roste ham En; saa talte han mildt
Formanende til en Anden;
Saa søgte med kloge og kjærlige Ord
Han at virke paa Hjertet, Forstanden.
Og hvergang han fæsted sit Blik paa de Smaa,
Lyste Øinene fromme og milde,
Og hvergang han løfted til dem sin Røst,
Flød hans Ord fra den reneste Kilde.
Man følte det godt, han var Hyrden, som
Med sit Liv vil Hjorden beskjærme,
Ikke Lejesvenden, der flygter i Hast,
Saasnart han seer Ulven sig nærme.
Pludselig gik han til Alteret hen,
Og bøied sig dybt. Saa traadte han frem
Og sagde med lydelig Stemme:
„Et Spørgsmaal endnu! Naar jeg bryder det Brød,
Og En faaer et større Stykke,
En Anden et mindre — hvem faaer da mest?
Hvem af dem kan prise sin Lykke?”
Han saae sig i Kredsen spørgende om.
Der var Ingen, som kunde svare,
Ingen af de Smaa sig trøstede til
De dunkle Ord at forklare.
Da traadte der frem et lille Puds,
Som nys havde siddet og leget.
„Maa jeg?” — Han nikked. Saa sagde hun glad:
„De faae begge To lige meget:
„Thi naar Solen sig speiler i Draaben, og naar
Den derude kaster sin Flamme
Paa Golfen, er det den samme Sol,
Og Glandsen er een og den samme.”
Gjennem Kirken der gik et Evigheds-Pust,
Som Fred til Hjerterne bragte,
Og Præsten tog rørt den Lille paa Arm,
Og med halvkvalt Stemme han sagde:
„Jeg takker Dig, Gud! at jeg hørte det Svar,
For som Simeon bort jeg skal vandre!
Velsignet den Mund, der har talt de Ord!”
Og saa vendte han sig til os Andre:
„Det Svar, det havde hun ei af sig selv,
Det fik hun ei heller fra Eder;
Hun fik det fra ham, som sin Lovsang tidt
Af den Diendes Mund sig bereder.”