Hvor tænker jeg tidt paa mit Livs Idyl,
Paa den bedste Tid, jeg har levet,
Da en lykkelig Vind mit Fartøis Stavn
Til Ischias Kyst havde drevet!
Hvis en Plet der er — men jeg tvivler derom —
Hvor „Længselen døer,” hvor man glemmer
Sit Hjem med Mindernes Prægtige Skat
Og sit Modersmaals manende Stemmer;
Hvor, fortabt i Nuet, man mindes ei meer,
Hvad der for har os trøstet og glædet,
Hvad vi ærede høit og elskede omt —
Ja, saa er Ischia Stedet!
Der fik jeg første Gang Anelsen om,
At Paradiset er ikke
Saa reent forsvundet, som Mange troe —
Der straaled det for mine Blikke;
Thi jeg svælged i al den salige Lyst,
Som Jorden hernede kan rumme,
Og trængte sig uklare Røster frem,
Saa maatte de strax forstumme! —
Da fik med eet jeg Besøg af en Ven.
S lig t er jo i Regelen deiligt,
Dog er der Tider, hvor den Slags Besøg
Kan falde lidt ubeleiligt.
Det gjaldt ei om dette, thi endnu med Lyst
Jeg kalder det ofte tilbage:
For at gjæste mig her nogle Dage.
Han havde forvundet hint Optrin, som
I Theatrets Annaler staaer ene,
Da en lumpen Cabale bragte ham til
Hans Straf var at sanke ved Napolis Golf,
Paa Capris og Ischias Kyster
Stof til et Værk, som aldrig forgaaer
— Nu jublede vi ved at gjensees her.
Ak, vi var unge og glade,
Og ved Livets bugnende Rigdomsbord
Som nyfigne Gjæster vi sade.
Vi svang til Tambourinernes Lyd
Mine ischitanske Veninder
Og besteg under Latter og Guitarklang
Henad Aften at prøve paa Vinen,
Og aldrig saasuart kom vi hjem, før igjen
Carolina tog frem Tambourinen,
Kastede Tøflerne, hvirvled sig rundt,
Mens de funklende Øine sendte
Tusinde Gnister — var det da sært,
Om nu og da een af dem tændte?
Hver Dag var en Fest. I Farver og Guld
Henrykt Øiet sig baded;
Orangerne funkled i Løvets Nat,
Og i Laurbær og Myrther vi vaded.
Og naar saa Stjernerne tindrede frem,
Og ud paa Aften det lakked,
Sad med vor Vin vi Timer endnu
I den aabne Loggia og snakked.
Hvor var han da kvik! hvor klædte det ham
Naivt og elskværdigt at hente
Bestandig fra Dandsen Billeder, naar
Til Reisen han Tankerne vendte!
Jeg husker en Aften, vi talte om Rom,
Om Peterskirken, der mægtigt
Havde grebet hans Sjæl, som var aaben for Alt,
Hvad i Kunsten var stort og prægtigt!
„Det er en Kirke!” sagde han; „der
Kunde Frue Kirke derhjemme
Faae en ordentlig Solo! ... Enfin! jeg troer,
At den Tanke vil jeg dog gjemme!”
Som en ung Gigant var ham Intet for høit,
Intet Bjerg, som han ei vilde storme,
Intet Stof saa rebelsk, at han mistvivled om,
Han i Billeder kunde det forme.
Han leved og aanded kun for sin Kunst,
Og tidt har jeg sandet det siden,
At vil man, som han, blive Mester tilgavns
I Noget engang i Tiden:
Maa med hele sin Sjæl man give sig hen,
For det maa Hjertet kun banke,
Det maa speile sig af i Gjerning og Ord
Og udfylde al vor Tanke!