Bandt ham alt længe til Leiet,
Og kom man til ham med Trøst og med Raad,
Blev paa Øieblikket man feiet.
„Nu er det forbi!” sa’e han til mig en Dag
I det Sprog, der ham mageløst klædte;
„Nu er det forbi! Jeg har faaet i Nat
Et Rykfald som Fredrik den Sætte.”
Men hans gode Natur vandt en hurtig Seir,
Og jeg mødte ham faa Dage efter
Med fornyede Arbeidskræfter.
„Det kan jeg lide!” raabte jeg glad.
— „Ja nu gaaer det igjen nogle Dage!
Naar jeg blot kunde sove om Natten i Ro
„Hør, kom saa iaften og læs lidt igjen
Og tag saa et Par af de Andre med
Saa skal jeg lave Punsch, af den bedste!
Saa nikkede han og skyndte sig hen
Til sit Værksted — den Gudeformer,
Hvis Meiselslag klang saa vidt over Jord,
Den gigantiske Himmelstormer!
Om Aftenen sad vi, en lille Kreds,
Ved Kaminens knittrende Flamme.
Jeg læste for dem „Atalantas Løb,”
Og han tegnede det med det samme.
Saa kom der Punsch. Cigaren blev tændt,
Og som Atalanta løb Tiden.
Saa livlig og snaksom aldrig jeg har
Ham seet hverken før eller siden.
Der blev pratet endeel om Maneer i Kunst.
Det Thema kan ikke jeg glemme,
Thi paa eengang tog han Tobaksdaasen frem
Og løfted iblandt os sin Stemme:
„Maneer i Kunsten! det er jo, som naar
En Mand jeg vil lave, der snuser;
Saa kan jeg — her taug han et Øieblik,
Og et Smil om Munden sig kruser —
„Saa kan jeg som Rafael gjøre den Ting;”
Gratieust han imod os sig vendte
Og tog Prisen saa idealistisk skjønt,
At hans Forbilled strax man kjendte.
„Eller,” vedblev han, „som Michel Angelo,
Men saa maa jeg Musklerne vise!”
Og i en Fegterstilling han satte sig strax
Da krummed sin Arm som en Rise.
„Eller og som en Franskmand; men saa maatte jeg
Gjøre saadan! det la’er sig ei skjule!”
Saa tog han en Stol, satte sig ned,
Løfted Benet, det høire, en Smule
Og stak saa den Pris, han i Fingrene holdt,
Under Laaret opad til Næsen —
Alt med den uforstyrrede Ro,
Den Sathed, der var i hans Væsen.
En stormende Latter fulgte derpaa.
„Men naar De nu,” spurgte jeg listigt,
„Skulde gjøre det i Deres egen Maneer?”
Det Spørgsmaal var noget dristigt,
Og han taug ogsaa lidt, men saa sagde han tørt:
„Ja saa blev det sagtens lidt blandet,
Halvt Rafael, halvt Michel Angelo — men
Lad os hellere tale om Andet!”