Ludvig Holberg (1684–1754)

        To Ting, som recommendere et Poëtisk Verk, ere Invention og Ziirlighed. Den første er den vanskeligste; Thi den gamle Alder alene har saaledes udtømmet alle slags Materier, at os intet rester tilbage uden at pynte paa og forbedre, hvad de Grækere og Romere have opfundet. Om dette Autoris Poëma er af en nye Invention, skal jeg ikke kunde sige. Vist nok er det, at han selv holder den for at være nye; Thi, hvorvel denne sidste Alder er temmelig frugtbar paa Parodier, og de største Poëter, som Homerus, Virgilius og andre, meer en eengang ere parodierede, saa holder han for, at, endskiønt det er gemeent at parodiere, dog blandt Parodier denne udi sin Espece kand passere for ugemeen, undtagen noget saadant er skrevet, som ham er ubekiendt; Thi hvo har læset og seet alle Bøger? Hvad Ziirligheden er angaaende, da flyder den endeel af Poëtens Capacitet, endeel af Sprogets Fuldkommenhed. Begge Parter savnes her i Henseende til den store Romer, som Autor har taget sig for at imitere; Thi her fattes Ovidii Geist, her fattes ogsaa det Latinske Sprogs Riighed. Thi vi, saa vel som vore Naboer, maa pukke med vort Sprog saa meget som vi ville, saa finde vi dog en Fattigdom, naar vi enten imitere eller oversætte Græske eller Latinske Poëter, hvilke Sproget giver den Fordeel, at de af en halv snees Epithesis kand udvælge det beqvemmeste; Thi Author har ikke understaaet sig med endeel af vore Poëter at bruge enten opdigtede eller af Brug komne Ord, hvorved et Skrift giøres uforstaaeligt. Ja, saasom den, hvis Fodspor han stræber at træde, berømmes ikke mindre af letflydende end af søde og ziirlige Vers, som man kan læse med Magelighed uden commentarier, og dog med Forundring, saa har Autor, saa meget som mueligt er, rettet sig derefter, og søgt at treffe en Middel-Vey mellem Bordings¹ Simplicitet og Philedors² Høytravenhed, begge store Poëter, men endda større, hvis den ene havde giort sig meer og den anden mindre Umag. Den første kan undskyldes derved, at han har mestendeels skrevet lystige Materier, hvortil ikke udfordres saadan høy Geist som til Heroiske Vers. Den sidste, maaskee, deraf, at saasom Heros Poëmatis er en spansk Herremand³, har han holdt fornøden at gaae frem med spanske Trin: Thi, naar jeg tager ud af Verket Solens Op- og Nedgang, skiønt altid udi nye Klæde-Dragt, item Morgenrødens tappisserede Cabinetter og Safran Senge-Gardiner, saa gaaer udaf sex Deele den siette bort. Konsten er, at treffe saadan Middel-Vey, hvorudi, om vor Autor ingen Lykke har haft, har han dog stræbet at forsøge, hvor nær han kunde komme den store Romerske Poët, hvilket ikke kan udlegges ham til Hofmod; Thi ingen, som vil øve sig udi at giøre et Skilderie, lastes derudaf, at han ud-copierer det beste.