Den 1. Fabel.
Om den Tiid da Dyrene kunde tale.
Om den Tiid da Dyrene kunde tale.
Jeg, som mod Mennesker og Verdens onde Sæder
Udtømmet har min Geist, om Dyr og Planter qvæder.
Min Luth omstemmed er, gir sød og liflig Klang,
Jeg skurred, hvined før, nu qvæder Elskovs Sang.
Jeg gaaer fra Stæder bort, og eensom Skove søger,
Min matte Geist blant Dyr og Træer ikkun spøger,
Min spidse Pen jeg skier paa anden Maade om,
Poeter tryggest er, som gaaer i Barendom.
Den store Phoebi Søn, som Veyen mig bereder,
Om Folks Omskabelse til Dyr og Fugle qvæder.
Jeg siunger over det, som meere selsomt er,
Om Besters Dannelse til store Mennesker.
I gamle Dage for Saturni gyldne Alder,
Før Stæder stiftedes, som man Regiering kalder,
Før Riis man flettede, før Kag oprettet blev,
Før man Metall og Steen begyndte at skattere,
Før Prisen faldt paa Dyd, og Guld blev agtet mere,
Førend GUds Billede blev usel Jordklimps Træl,
Og man for Høyhed, Rang opofred Liv og Siel;
Førend man Slotte saae med Taarned-mured Stæder,
Som vel hos Verdens Børn Zirat for Jorden heeder,
Men dog som Bylder paa et Legem agtes kand,
Os breider Vellyst, Frygt og unaturlig Stand;
Før man saae Mennesker om mit og dit at tviste,
Da Hyrde-Levned kun paa Jorden havde Sted,
Og Marken eene med Naturens Ziir var klæd,
Førend man foretog med hvasse Plov at bore
Igiennem Jordens Rygg, og den med Harven saare,
Før skarpen Spade-Jern i Jordens Muld og Sand
Blev trykked ned udaf den kroged Agermand;
For over Havet sig med Mennesker at vove;
Hvert Lands Indbygger kun sin egen Strandbred saae,
Og Reyse-Feber ey var Verden kommen paa;
Da hver sig nøye lod allene med sin Mage,
Hyrdindens Attraae kun var Hyrden at behage;
Da man paa Ja og Ney hinanden troed lett,
Og Hænders Rekkelse var meer end Vexel-Rett:
See, da jeg finder Dyr at have kunnet tale.
En Ørn til anden Ørn, en Svale til en Svale
Sin Elskov eene ey, sin Vrede, Sorg og Fryd
Tilkiende gav ved Skrig og ved et qvidrend Lyd;
Et Esel ey sin Tarv alleene ved at skryde,
Ved logrend Svands en Hund sit Venskab at tilbyde;
En Hest ey eene ved sin Vrinsken, stampend Fod
Sin stridbar Fyrighed, sit Hierte vise lod;
En Bremse eene ey sin Attraae ved at snurre,
En Turtel-Due kun sin Sorrig ved at kurre,
En Nattergal ved Sang, skiønt paa adskillig Viis,
Ey eene breded ud det yndig Foraars-Priis;
Men hvert et Dyr, hver Fugl, hvert Træ, hvad laae paa Hierte,
Sin Elskov, sin Foragt, sin Glæde, Sorg og Smerte,
Sin Koldhed og sin Ild forklarede med Ord,
Saa intet indtil Træe umælend var paa Jord.
En Løve taled om sin Magt med anden Løve,
En Ulv med anden Ulv da raadslog om at røve,
Et Træ, en Plante da beklagede i Sang,
At Himlen havde dem betaget Flugt og Gang.
For andre Fugle da en Ørn, en Høg, en Glente
Prædikkede med Ord om voldsom Regimente.
En Nattergal i Sang da prised Myrens Dyd,
En Myre talede om Nattergalens Lyd.
En Rev dicterede i konstig, zirlig Tale
Paa Høi, i Skov, i Lund Præcepta om Morale,
Og vised andre Dyr heel grundig og med Flid
Vey til Forfremmelse og Høyhed samme Tid.
En Gaas fortaalte Nyt til Fuglene paa Vandet,
Søe-Tidend gav igien til Dyrene paa Landet,
Ved Løgn, ved Sandhed nu fortiente Straf, nu Tak;
Løs Tale derfor man da kaldte Gaase-Snak.
Om Skaden jeg i sær i gamle Skrifter læser,
At den har dræbet Dyr med lange Parentheser,
Dens Mund løb som et Hiul, den kunde tale meer,
End nu blant Mennesker den lærdeste Barbeer.
Kort, hvert et Dyr, hver Fisk, hver Fugl, hvert Træ, hver Plante
Ved Talen giorde Pagt, til Venskab sig forbandte,
Erklærede nu Krig, nu slutted Forbund, Fred,
Udtrykkede med Ord nu Had, nu Kierlighed .
Priapus, Flora, Pan, Sylvanus da jeg finder
Af dennem dyrked mest blant Guder og Gudinder;
Den store Skov-Gud Pan de ærede i sær,
Han var blant dennem, som blant Hyrder Jupiter.
Men slige Tider dog for Dyr ey vared længe;
Thi Jupiter fornam Skov-Guder sig at mænge
For sterkt med Myndighed i Verdens Herredom,
Indskrænkte deres Magt, ja gandske stødte om,
I det paa Planter, Dyr og Fugl han Tømme lagde,
En evig Tausheds Dom i Ivrighed afsagde,
Saa Skov-Veltalenhed forvandlet blev til Lyd.
Dog tabte Dyret ey med Maalet all sin Dyd:
Man Ædelhiertighed hos Løven endnu finder,
Til Troe, Oprigtighed en Hund sig og forbinder,
En Elephant som Muur staaer endnu udi Strid,
En Myre endnu seer paa den tilkommen Tid,
Den søde Nattergal For-Aarets Priis udsiunger
Den mindste Fugl med Flid opklækker sine Unger,
Ja en umælend Rev er endnu en Statist,
Sig teer i Skov og Lund en fiin Machiavellist.
En tyk Formørkelse dog Maalets Tab opvækker,
Saa man ey Lærdom meer af Dyrets Sæder trækker.
Man kand ey skrive meer om Skovens Zirlighed,
Om Dyrets Politie i Orlog og i Fred.
Man deeler saadan Tid i fire store Alder:
En Guld-, en Sølv-, en Jern-, og sidste Leer- man kalder.
I første Alder var i Skoven Eenighed,
Man vidste Forskiel ey imellem Krig og Fred.
Had, Avind, Svig og List og hemmelige Krige,
Saa man Naturens Lov ey nøye tog i agt,
Cupido øved’ og sin Tyrannie og Magt.