Den Tid, som jeg skal leve,
den Tid, som jeg har levet,
er begge i Guds Bøger
et Blad, et fuldt beskrevet,
alt det, der er forsvundet,
alt det, der først skal komme,
er langt herfra en Stjerne,
der tindrer i det Tomme.
Kun denne Dag har Varme,
kun denne gyldne Time
er Livets Lyst, der falmer,
naar Aftnens Klokker kime.
Sol skinner paa mit Hjerte
og faar det til at gløde,
men foran mig staar Mørke,
og bag mig ligger Øde.
Ja, foran mig er Mørke,
og bagved mig er Øde —
men ogsaa Solopgange,
der flammer mig imøde.
Da løfter jeg mit Ansigt
og strækker mine Arme
imod de fjerne Somre,
imod det Tommes Varme.
I hvert et Nu er Nuer,
som svandt og som skal fødes,
og jeg er Før og Efter,
der sælsomt sammenglødes.
Alt det, som jeg skal leve,
alt det, som jeg har levet,
staar denne gyldne Time
dybt i mit Hjerte skrevet.