Er det hændt dig, mens du vandred
gennem Menneskenes Gader,
at du følte, at forbi dig
gik din Moder, gik din Fader,
har du standset, for dit Hjerte
hvisked: Fader, raabte: Moder,
har du staaet med en Fremmed,
og din Sjæl sang: Søn og Broder?
Har du lært det: at i Smudset
findes altid det, der renser,
har du set det: at vi alle
ejer Skønhed uden Grænser,
at vor Svaghed og vor Styrke,
at vor Ungdom og vor Ælde
har det samme: „Vær barmhjertig!”,
har i alt et Drag af Vælde?
Blev din Visdom paa din Vandring
gennem Aar og gennem Riger,
at de Ord, der rækker videst,
er de Ord, du inderst siger,
og at elske er at elske
alle dem, med hvem du mødes
i at straale og at falme,
i at være og forødes?