Havgraa og havmilde Øjne
har Pigen/af Østerland,
og er hun end mørk som Israel,
saa er hun dog mest Norman,
og skønt jeg har kendt hende længe,
saa har jeg kun kendt hende kort,
og vist er: en Dag skal vi skilles —
naar hun, eller jeg, bæres bort.
Men hvis jeg da atter skal fødes,
skal fødes som Dreng og som Mand,
da vil jeg gaa om og søge
efter Pigen af Østerland.
Graablaa og vaarlige Øjne
og et Hjerte, der sommerligt gror,
har hun, som jeg kaldende søger.
Jeg finder vel Pigen af Nord.
Som jeg ved, jeg har kendt hende fordum,
for Aarhundreder siden maaske,
skal i nye Aarhundreders Martssol
jeg igen faa den Pige at se.
Jeg vil klage og kalde saa længe,
til hver Hindringens Heks giver tabt,
og jeg atter faar Lov til at mødes
med hende, for hvem jeg er skabt.
Thi ikke blot Aar og Aartier
vil den Pige og jeg være Et,
Aarhundreder er os for korte,
ti Tusinde Aar er for lidt.
En ustandselig Række af Somre,
af Efteraar, Vinter og Vaar,
begærer jeg sammen med hende.
Ene Evigheden forslaar.