Gule Sporvogn med de stærke Lys,
gule Sporvogn, du, som er min Bys,
lige blank og smuk til hver en Tid,
du er Orden, Velstand, Borgerflid,
du er Hverdag i Normannerland,
du er Vesterbro og Gammel Strand,
og langt borte, naar jeg længes hjem,
er du Danmark, som du duver frem.
Jeg kan huske dig en Foraarsdag
og en purung Pige, som stod bag,
og du kørte bort, og jeg stod dér,
men jeg husker dig — den Dag, de Trær.
Andre Dage har jeg set mig vred
paa din Fragt af al Slags Hæslighed —
men den Ting fik du dog lært mig, at
ingen er af Guder helt forladt.
Hvor jeg kender ham — og hende dèr.
De er alle Danmark, hver især.
Denne store, blonde Konduktør,
det er Landet med dets Korn og Kør.
Vi er alle med i denne Vogn,
vi er alle fra det samme Sogn,
og vor Vej er samme Vest-og-Øst,
og vi følges ad fra Vaar til Høst.