Fra Hillerød gaar Toget —
og det er altid noget.
Men faar det mon en Ende?
Hvor langt er vi nu henne?
Vi holder, og vi holder.
Saa kører vi tilbage.
Dog, hvem har Grund til Klage?
For det er Sommerdage.
Og vi ser Marker, Bakker
og gamle Bondenakker.
Og alt her véd, at Hastværk
er nu som fordum Lastværk.
Hør Vognen knager, knirker —
en Sang om Længer, Kirker.
Langs Skinnevejen toner
en Vise om Stationer.
Hvor lyder Frerslev fagert.
Harløse husmandsmagert.
Og Skævinge — det dræver
nordsjællandsk støt-fornøjet —
det har to flade Næver,
det har et Blink i Øjet.
I Grimstrup gemmes Sangen
om Oldtids-Dannevangen.
Vi sidder og biir milde,
og Timerne forsvinder . . .
Nu er det Dyssekilde.
Usynligt Kilden rinder.
Saa Østerbjerg — hvis Tale
er Tyrebrøl i Dale.
Og saa er der med ét
et Hvin, et Tud af Blæsten —
vi ved det, at om lidt
begynder Friluftsfesten.
Og saa kun Vibehus —
vi aner Fjordens Brus.
Hvor Hundested forfrisker —
hver anden her er Fisker,
og her er Saltet, Suset —
nu nærmer vi os Huset.
Dèr løfter Motorskibet
sin høje, ranke Stavn,
Korshage er dets Navn.
Dér hilser os som før
Kaptejnen i sin Dør.
Og dér er jo Marie.
Det er en Rørvigpige —
en frisk og kraftig Kvinde,
døbt af Nordvestenvinde —
hun taler, og hun ler,
og hun har Egnens Stemme.
Jeg Føler, jeg er hjemme.
Lidt Sprøjt — saa er vi ovre.
Og cykler som ifjor
langs Gærdets Sten og Brombær
mod Nord, mod Nord, mod Nord.
Dèr ligger der et Klithus,
som — Gud ské Tak — er mit Hus.