De drog ind. Det var dem.
I den flagklædte By
red de frem, drog de ind —
det var dem , der paany
folded Dannebrog ud,
satte Hornet for Mund
i det frigjorte Land
en ufattelig Stund.
Alle Savn og al Nød
i den Tid, der forgik —
det var dødt, det var glemt.
De drog ind med Musik
i det Land, der var dansk
siden Thyra og Gorm,
gik de drønende frem
i det Lands Uniform.
Det var Sjælland til Fods.
Det var Jylland til Hest.
Det var Lolland og Fyn,
der drog sydpaa til Fest.
Det var Folket déroppe,
hvis Fader er Dan,
der nu kom for at lægge
sin Haand paa det Land.
Var det vundet for let —
kun ved Fremmedes Blod?
Var det Folk uden Del
i, at Lykken var god?
Af hin Skuffelsens Slægt,
af hin blødende Hær
var de fostret og skabt,
som marcherede der.
Det var Sønnernes Sønner.
Og Verden var ny.
Gennem Gadernes Brus
drog de frem i den By,
som var, hjemløse Aar,
under Fjendernes Sværd —
bar de Dannebrog ind
for at plante det der.