Den unge Herr Pjank
med den smaa Frøken Pjat
kom til mig i Drømme
en gruelig Nat.
De bad om et Vers.
„Men helst lidt Kommers,”
ønsked han — hendes Ønske
gik lige paatvers.
Hun tjattede kært
ad den unge Herr Pjank
og bøjed sig over mig,
yndig og slank:
„Aa, skriv” — bad hun blødt
„noget nuttet og sødt . . .”
Jeg vaagnede — hed
som en Mand, der ser rødt.
Den kære Herr Pjank
og hans elskede Pjat
kom til mig i Drømme —
en end værre Nat.
Jeg stod som en Mur.
Men hun gjorde Kur.
Og han talte henrykt
om „Aand” og „Natur”
Jeg glemmer det aldrig —
hin Mareridts-Nat
blev jeg rost og kaldt „Mester”
af Pjank og af Pjat.
— Hvad angaar Herr Pjank,
saa fortjener han Bank.
Men jeg indrømmer — Pjat
var bedaarende slank . . .