At sætte sin Spade dybt, dybt i Muld.
At lægge et Frø i det evige Skød
og se det som Blomst og Frugt.
O, er Din Lod kun en Haandfuld Jord —
Du er dog i Midten af det, der gror.
Og sang for Dig Staalet sin øde Sang,
og gik Du dér fattig og graa —
her er Du en Drot i Dit løvgrønne Land,
hvor henover Skyerne gaa.
For Dig kun dufter den blaa Viol,
og blinker Duggen i Græssets Sol.
Det er som et Minde — en fjern, fjern Vaar.
Hvor var det? — En Mark og en Skov.
En Skovduft — og Mosset . . . . Og over hin Mark
den duvende, skærende Plov.
O dengang, o éngang, da Ræv og Hjort,
da Kvæget og Jorden og alt var vort!
En Stokrose staar ved Din Lysthusvæg,
og Bierne summer omkring . . .
Nu er Du der atter, i Fædrenes Gaard,
imellem de hellige Ting.
Se Ærter og Bønner — hvor rig en Lyst
at tage i Hus sine Hænders Høst!
Dine Hænders Værk, af Din Ømheds Dyb . . .
Og Vinden gaar tyst gennem Straa,
og Regnfloden bruser og henrisler sødt,
og Ild vælder ned fra det Blaa.
O, blev kun Dit Rige en Haandfuld Jord —
Du staar dog i Midten af alt, der gror!