Vi lever med de stumme Ting,
og stille gaar
vi samme Vej, i Ring, i Ring,
til alt forgaar.
O, slidt er Gulv, af Op-og-Ned,
og slidt er Dør,
og Stolen staar der — lav og bred —
som altid før . . .
Et Hus, et Rum, hvor Solen ler
og Mulmet gror,
et Hus, et Hjem — hvad er der mer
paa denne Jord?
Her lever alt, og alt er Dit,
bag denne Dør,
og ud og ind er lige vidt,
og nu er før.
Den tavse Luft er svundne Lyd,
er fordums Ord . . .
Hvor mangt et Maaltid, fuldt af Fryd,
saa dette Bord!
Paa denne Skammel, rund og blød,
sad Du som Dreng.
Og se, dér staar — o, Fødsel, Død! —
den hvide Seng.
Det gyldne Spejl fra Farmors Tid —
hvor skønt og stolt!
Hvor dyb en Glæde har Din Flid,
Din Kunst forvoldt,
Du, som engang, for fattig Løn,
har skabt hint Værk,
Du Haandværksmand, hvis Sjæl var skøn,
var tro og stærk. —
Rundt om os staar de stumme Ting.
Og Uret gaar.
Den samme Vej, i Ring, i Ring,
Høst, Vinter, Vaar.
Og Solen skinner ind og ler
og hvisker blidt:
Et Hus, et Hjem — hvad vil Du mer?
Se, alt er Dit!
Fra alting tyst en Sang Dig naar —
o, hør den, lyt:
Høst, Vinter, Vaar — til Du forgaar —
er alting nyt!