Solen var kommet tilbage,
jeg saa den fra Sengen — saa,
at Himlen var høj og blaa.
Og der lod Stærestemmer . . .
Rundt om laa Sne, halvt smeltet,
Hvor skønt i Havens Gange
at gense Foraarsæltet . . .
Foraaret er kommet rejsende.
Al fjern og svimmel Pragt.
Nu er jeg atter bænket
i Midten af min Magt.
Et Lys har fyldt min Stue,
der staar et Skær af Blaat
igennem aabne Døre —
mit Hus er Solens Slot.
Smaa gule og hvide Blomster
staar i den vaade Jord.
Hvor stille, mild er Luften —
en Luft, hvor alting gror.
I Grøften risler, blinker
det skønne, klare Vand.
Se Søen, Isen, Isen —
hvor hvid i Vaarens Brand!
Det visne Græs paa Skrænten —
saa lunt her er at ligge.
Minutterne er Sødme,
som gives mig at drikke.
Ak, jeg, som ved, mit Hjerte
skal éngang standse, briste —
hvor maa jeg sorgløst elske
alt det, som jeg skal miste!
Der er ej Aar og Alder,
der er kun Sol, som skinner,
der er kun mig, som lytter
til Vand, der rinder, rinder.
— Af Barnefødder staar der
rundt om mig dybe Spor.
Rundt om mig er en Verden,
som leger, ler og gror . . .
Hjem og Hjemland.