Blaat i det hvide
og Ruderne blaa
ligger det der — skønnere,
end nogen kan forstaa —
Huset fra Empiren,
som jeg hundred Gange saa.
Soldag og Blæstdag
og Rummet atter Rum —
forjagne Skyer flygter
og deler sig som Skum —
mens Huset staar og spejler
det store Foraarsrum.
Jeg sletter af mit Hjerte,
hvad jeg ved af ondt og godt
om Huset fra Empiren,
der idag er himmelblaat
og Drømmenes og Længslens
forføreriske Slot.
Alt, hvad der er dristigt
og over al Forstand —
en Elskovssang om Kvinde,
et Heltedigt om Mand
er i de høje Ruder,
der stirrer over Land.
Soldag og Blæstdag
med Sus af nøgne Trær.
Jeg sletter af mit Hjerte,
hvad der ikke har det Skær
af alle Tiders Ungdom
som de havblaa Ruder dér . . .