I
Kun ved dit Bryst er jeg hjemme,
blot naar jeg hører din Stemme,
er det som Solskin og Stære
vækker mig op til at være.
Men, hvis din Stemme forstummer
kan jeg da kvæle min Kummer,
kan da en blodhed Erindring
skænke berusende Lindring?
Eller er intet tilbage,
og skal jeg Nætter og Dage,
skal jeg i Søvne og vaagen
høre kun Stilhedens Kogen?
II
Eengang, i Ungdommens Øde,
inden vort brusende Møde,
tænkte jeg: „Før jeg kan slettes,
maa jeg først varmes og mættes.”
Den, der har levet, tør høre
Suset af Høst i sit Øre,
Døden og det, som er værre —
over det alt er han Herre.
Da kan han gro uden Rødder,
da kan han gaa uden Fødder,
naar han kan uden at briste
taale at eje og miste . . .
III
Føler min Haand nu din Hofte —
vid, den skal føle den ofte,
huske den atter og atter — —
Du er Guds Barn og Guds Datter.
Lys af de himmelske Sole
udstraaler gennem din Kjole,
Havene hilser mig nøgne
i dine evige Øjne.
Hvad der end sker og end kommer,
Duften af Jorderigs Sommer
gav Du mit Hjerte at gemme.
Dèr, i den Duft, er jeg hjemme.