Jeg er ikke den vandrende Sanger,
der klimprer for Landsby og Hof,
Svend Fuglefri mellem Fanger,
jeg er gjort af et tungere Stof,
jeg er gjort som et Sværd til at stride
men der gives et tungere Sværd:
jeg er Skjalden ved Høvdingens Side,
og om Høvdingen synger jeg her.
Jeg har fulgt ham fra Ungdommens Dage,
jeg var hos ham i Op og i Ned,
jeg var hos ham i Frem og Tilbage,
hvor i Verden han sejled og red.
Hvor flød Vinen og Blodet i Lejren,
mens vi stormede Stad efter Stad!
Han var Fader til Døden og Sejren,
jeg til Dødens og Sejerens Kvad.
Jeg var med, da han stod der ved Masten,
mens de entred med Økser og Spær.
Jeg var med midt i Spydenes Kasten,
naar han førte sin bragende Hær.
Jeg var med, da han dødelig saaret
led sit store og sidste Forlis —
da han faldt, og en anden blev kaaret,
og jeg sang til den Kaaredes Pris.
Hvem han var — hvad han hed og de Sager
har bestandig bekymret mig lidt.
Om vor Høvding er ful eller fager,
gælder evigt om Høvdingen ét:
Det er ham, der gaar foran for alle,
og vi har kun at følge hans Bud,
at staa op, naar vi hører ham kalde,
fordi han dog er nærmest ved Gud.
At Guds Skabninger alle er lige,
at vi inderst er krøblingesmaa,
at vi inderst er kongeligt rige,
er saa sandt, som at Himlen er blaa.
Men en Sandhed, der raaber fra Dybet,
der er gammel som Bjergenes Sten,
er at Ørnen er sat over Krybet,
er at Sværdet skal løftes af En.
Jeg har drømt om at være den Ene,
om at staa ved det knagende Ror,
jeg har drømt om at ride alene,
med en graa Legion i mit Spor.
Men en Skjald er dog skabt til at kvæde,
jeg har glemt, hvad jeg drømte engang,
i mit Sæde ved Høvdingens Sæde
blev jeg hans med mit Sværd og min Sang.
Og hans Fjender blev mine — jeg vidste,
mens jeg mødtes af Aarenes Blæst:
der var ét, som jeg sent skulde miste —
mine Fjender i Øst og i Vest.
Hvor jeg foer, hvirvled Støvet og Skummet
som en Røg af en hemmelig Brand,
mine Fjender var Tiden og Rummet,
og jeg lo, at jeg fødtes til Mand.
Ja, jeg lo, naar jeg mødte de Kække,
som vi slog, naar de ikke slog os.
Men jeg haded de Fejge, de Frække,
der faldt fra, der bød Høvdingen Trods.
Som et Hak og et Skaar i hans Værge
er hver Nidding, der kryber i Læ,
naar det gælder at gaa over Bjerge
paa de bare og blødende Knæ.
Men min værste, min farligste Fjende
under Himlens og Stjernernes Hvælv
og den Kamp, som var haardest at vinde
det var Kampen med Høvdingen selv.
Naar han sløvet af fraadsende Glæder,
naar han slappet af Kvinder og Vin
kasted Vrag paa sin Hær og sin Hæder,
da var Magten og Afmagten min.
Som jeg pisked de Frække, de Fejge,
har jeg hudflettet ham med mit Ord.
Da stod jeg ved de krydsende Veje,
da stod jeg ved det knagende Ror.
Jeg var Bavnen, der lyste og lued
gennem Mørket for Store og Smaa,
jeg var Raabet, der lokked og trued,
et Hold ud og Staa fast og Gaa paa!
Har jeg længtes mod blidere Egne?
Var mig inderst al straalende Daad
dog trods alt kun for intet at regne
mod det rislende Nattehavs Graad?
Der er Tanker, jeg ikke vil tænke,
der er Ord, jeg har hadet som Pest,
for mit Liv var en Lyst og en Lænke
og en ensom og haardhændet Fest.
For mit Liv var i Mændenes Lejre,
og jeg lo, og jeg løfted min Røst
gennem Suset af Sorger og Sejre
mod det skarpe og skinnende Øst.
Der er Bragen og brovtende Bulder,
som i Hjertet bekymred mig lidt,
men for Skjalden, mens Bølgerne ruller,
gælder evigt om Høvdingen ét.
Har han Fejl, baade store og mange,
har de fleste vel større og fler.
Jeg har slynget en Kæde af Sange
om hans Malm, der er blandet med Ler.
Skønt jeg ved, skønt jeg bittert maa sande,
at der ikke er én, som er stor,
har jeg prist ham med opløftet Pande,
har jeg kaldt ham den første paa Jord.
Det er ham, som gaar foran for alle,
og vi har kun at følge hans Bud,
og vi har kun at storme og falde,
fordi han dog er nærmest ved Gud.
Der, hvor Mændene myldrende stride,
gennem Flammer og brølende Sør
i min Kappe ved Høvdingens Side
er jeg Sværd, er jeg Sang, til jeg dør!