Det er hinsides Dagen og Støvet,
det er hinsides Aarenes Lyst,
i den store og stride Forladthed
er det Døden og Dagen i Øst.
I den kolde og susende Aften
maler Himlen sin Stribe i Vest,
i den bare og blæsende Aften
er det Tid til at stige til Hest,
der er Mørke og Vildskab paa Sletten,
over Jorden staar Solbrandens Fest.
Aa, at ride mod Vinden, at ride
gennem Aftenlands nøgne Allér . . .
Kun en Hest og en flyvende Kappe
og en døds-ene Landevejs Ler.
For en Mand er det Verden at ride
imod Solen, som er ikke mer . . .
Der maa hænde mig det, som skal hænde.
Jeg er midt i alt det, som er hændt.
— Dèr faldt Karle i blanke Kyradser.
Der har favnedes To paa den Skrænt.
Af en Brændevins-Fyr med hans Kærre
er den Stjerne en evig Bekendt.
Der er Hovslag af styrtede Heste.
Der er Møer, hvis Afkom er glemt.
Der er midt mellem alle de Døde,
som Aarhundreders Grønsvær har gemt,
i sin Kappe den rejsende Ridder,
som en Verden har stemt og forstemt.
. . . Og han kom, da det lakked mod Aften,
til en Slette, hvor Solen gik ned —:
det var Lejet og Hvilen og Natten — —
det var alt, hvad han led og han stred
mellem Mennesker — atter og atter,
det var Vejens Uendelighed.
Kun en eneste Stjerne var fremme,
mens det dufted af Lyng og af Pors,
og han sad dér og strøg sig om Skægget,
mens han langsomt red frem paa sit Hors
han var rolig og stolt og sagtmodig
som Guds Søn, da han bar paa sit Kors.
I den bare og blæsende Aften
er den Rytter mig allermest nær.
For en Mand er det Verden at ride
under Aftenlands susende Trær —
som den Rytter udødelig rider
mod det fjerne og flammende Skær . . .