Højt hænger Nyet som en Skaal og lyser,
Klar, klinger Luft, hvor kuldskær Vandrer fryser.
Nu er det Januar — og Julens Fester
har lukket Døren for de sidste Gæster.
Jeg er alene. — Lampen. Ovnens Lue.
Den rene, karske Stilhed i min Stue.
Min Stues Festsal, vendt mod Nat og Øde —
mod Drømmens Tog af Levende og Døde.
Der kalder paa mig, hvisker, raaber Stemmer . . .
Kom, Mænd og Konger — alt, hvad Mørket gemmer!