Mærk dette disede, rimhvide Gry’s,
mærk denne Solopgangs rislende Gys
bagved Dig Mørke og foran Dig Lys!
Sank som et Træ i den natlige Blæst
Aaret, der bruste af Kamp og af Fest
fremad gaar Vejen, tilfods og til Hest!
Nøgen og tyst, som den drømmende sov,
ligger den funklende Vidunderskov.
Jorden er Jern under Gangerens Hov.
Kulden, o Kulden i Rummet og her —
er det ej Lyst under Morgenens Trær
lutret at løfte sin Sjæl som et Sværd!
Er det ej — ud mod det ukendte Ny —
Længslen i Drift over Bølge og By,
Skyen dèroppe — den snehvide Sky!
Hvad vi skal vinde, hvor langt vi skal naa —
o, kun en Daare, som tænker derpaa.
Fremad — hver Mand, som kan krybe og gaa!
Ud mod den strømmende, straalende Vaar.
Ud under Himlen, der favnende staar
over det unge, det nyfødte Aar.
Bagved os Mørke og foran os Lys . . .
Kend dette disede, rimkolde Gry’s,
kend denne Solopgangs rislende Gys!