Hamlet — nervøst forfinet
har sagt et bittert Ord
om denne plumpe Svir
i vort altfor plumpe Nord.
Nu drikker ingen mere,
som fjerde Christian drak,
da brav Mands bedste Pryd vi
en Næse, rød som Lak.
Nu drukner ingen mere
fra Solopgang til Aften,
tre Gange daglig drukken,
sit Vid i Druesaften —
nu kan man sidde bænket,
hvor Godtfolk fører Ordet,
og skaale — uforstyrret
af Snorken under Bordet.
Vi tømmer kun det Bæger,
som vi har Lyst at tømme . . . .
Nu kan en Grubler gruble,
nu kan en Drømmer drømme —
forkynde, ufornærmet
af dumt og dyrisk Grin,
at mer end alt beruser
Lufthavets kolde Vin.
Hvis vi var altid ene —
hvem rørte da et Glas?
Da sad jeg og drak Nektar
midt i min Sjæls Palads!
Ak, Menneske — jeg tilstaar,
at naar jeg elsker Vin
og Alkohol og Fusel,
er Skylden evigt din!
Det er saa svært at blande
sit Sind med andres Sind,
at aabne sig, at finde
det Ord, der lukker ind —
det er saa skønt at mødes
med dem, der staar os nær,
med jer, der blev os Brødre,
imens vi vandrer her.
Mænd har de samme Veje,
vi strider samme Strid —
saa vil vi sammen fejre
vor Skæbne, grum og blid.
Saa vil vi drømme sammen
i gyldent sløret Rus —
saa vil vi, Brødre, rase
i Ungdoms Sus og Dus!
„Med Maade” er med Maade
en straalende Sentens.
Den Nippedrikker-Visdom
er ikke altid Mænds.
Der er en salig Daarskab,
som stadig staar ved Magt —
den kongelige Kæfert
i al sin Glans og Pragt!
Hvem byder Vand for Vin
i vort gamle, drøje Nord?
Endnu kan vi forsamles
om Festens brede Bord.
Een drikker sig til Sundhed
og een til Gravens Rand,
og hvis Du er en Pøbel,
saa kom og byd os Vand!
Jeg har set Mænd forfalde,
set Mænd, der gav fortabt,
fordi de ikke skabtes,
som Per og Poul er skabt
fordi de var for svage
og Verden altfor kold
og intet en Guds Gave
undtagen Alkohol.
Men hine, som var altid,
skal altid være til.
Sat udenfor det store,
larmfyldte Livets Spil,
i Skyggen og hos Glemslen,
hvor Vrag kun møder Vrag,
skal Kvindefødte drikke
som før til Dommedag.
Den Syge og den Sunde
har evigt samme Bøn:
lad Vinstok staa ved Vinstok
hvert Foraar foraarsgrøn —
Ulykkens Børn og Lykkens
skal hilse Dionys,
til alt det vorder Mørke,
som nu er Væld af Lys . . .