Jevnt skraaner Vejen — mod Himlen og ned.
Blødt bølger Landet med Marker og Huse.
O, hvilken Fryd — paa sit Frihjul at suse
ud gennem Landets Uendelighed!
Dybe er Grøfterne — Blomster og Hø
dufter i Sol og i Elmetrærs Skygge . . .
Her, paa den Skrænt, var det Stedet at bygge —:
Enge og Agre og Skove og Sø!
Skove i Soldis og blaanende Vand.
Viden om Bøndernes Kirker og Byer.
Under de store og straalende Skyer
ligggr det — Bøndernes Tusindaarsland.
Gødet og gravet — og fuldt af en Trøst,
ud over Døgnet og Døgnets Elende —:
Evigt er Landet — dets Mænd skal vi kende
paa disse Marker, der gulner mod Høst!
Se — som en Haye, i Middagens Glans,
Bakkerne, Dalene — Gærder og Gaarde!
Det er det Land, som jeg elsker saa saare.
Jeg er, hver Tøddel og Tomme, det Lands . . .