I Danmark
Til Thøger Larsen
Til Thøger Larsen
I Danmark — paa Ternernes
vældige Strand —
skrider Skumbølgen hvid
over Stene og Sand.
Der staar duvende Straa,
som er grønne og graa.
Der er Hvirvlen af Hvidt
i det vældige Blaa.
Forunderligt er det
paa Sommerens Kyst
at høre den dybe,
den tordnende Røst.
Det er Skibbrudets Strand.
Det er Paradisland.
Det er Danmark — vort Rige:
Hav, Himmel og Sand!
Hvad er vel saa hjemligt
og stort som at se
de vandrende Vandes
vildt fraadende Ve.
Se den svimlende Sø!
O, at styrte og dø
med en Graad, med en Sang
som den svimlende Sø!
Der er ej for Mænd
en mer stormende Lyst,
end hvor Dybet gaar frem
imod Danernes Kyst.
Der er stridige Straa.
I det blændende Blaa
er der Vinger og Skrig.
O, at gro og forgaa!
Den evige Ungdom
i alt, som er skabt.
Vort Liv, der kan fældes,
men aldrig gaa tabt.
— Det er Oldtidens Strand.
Hav, Himmel og Sand.
Det er vort — et umisteligt
Paradisland . . .